Der har været mange øjeblikke undervejs ved OL. Men særligt en oplevelse sidder fast i min hjernebark, når jeg igen rejser hjem. Det lakker mod enden i Beijing.

I morgen slukker de den store fakkel deroppe på taget af det fantastiske olympiske stadion, og dermed er det også tid til at gøre status. Tænke tilbage på de små tre uger, der er gået, siden Li Ning satte fut i løjerne med sin flyvetur med den olympiske ild.

For mit vedkommende har det været mindeværdigt, selv om jeg ikke har ramt en eneste dansk medalje undervejs. Men fra første parket har jeg til gengæld set basketkampen mellem USA’s Dream Team og Kina. Set Michael Phelps slå hånden i bassinkanten og gøre sit til at besegle sin ottende guldmedalje. Oplevet on location, at Usain Bolt iført sine gyldne sko nedlagde både sine konkurrenter og verdensrekorden i 100-meter-finalen.  Blot for at nævne nogle.

Det har været fede, fede arbejdsopgaver. Men alt andet lige er mit olympiske øjeblik små 40 sekunder i en fortravlet mixed zone efter den føromtalte basketkamp. Sammen med Kinas stjernespiller Yao Ming. Indrømmet, jeg er ingen basket-conaisseur, men i kondenseret form fik jeg sådan set hele den olympiske pakke i et.

Der var hele setup’et: OLs helt overordnede tvekamp mellem USA og Kina, to systemer og to supermagter. Ikke at forglemme at både Kinas premierminister Wen Jiabao og den amerikanske præsident George W. Bush var til stede i basketarenaen. Jo, det var en vel pæl igennem den der med ikke at blande sport og politik.

Der var hysteriet: En fuldstændig sindssyg hype op til kampen, en vild medieinteresse og ikke mindst skrål og skrig fra de mange fans, som var de til en rockkoncert. Og oveni glemte en stor portion af de frivillige for en stund alt om venlighed i bestræbelserne på at få sig en autograf.

Og så var der alle stjernerne nede på banen: LeBron James og Kobe Bryant, kongerne af NBA, og så Kinas mægtigste sportsmand. Yao Ming.
Det var altså ham, jeg nu stod ansigt til ansigt med. Eller skulle jeg måske nærmere sig ansigt til mave med. For f… han er stor. Både i forhold til star quality men også fysisk med sine 2,29 meter og et hoved på størrelse med min brystkasse – ikke at det nødvendigvis siger så meget.

Der var nærmest håndgemæng for at få plads til diktafonen i nærheden af hans mund. Og så messede Yao Ming ellers på sit særlige engelsk, at nok havde han og de rødklædte holdkammerater fået læsterlige stryg på banen. Men så speciel var storkampen, at han ville gemme minderne fra lussingen tæt ved sit hjerte.

Det siger ikke så lidt om øjeblikkets storhed – for Kina, for Yao Ming og langt nede i rækken også mig. Og det fortæller historien om, hvad OL også er ved siden af de kyniske resulater i annalerne.

Det danske hold havde slet ikke fået øjnene op til første placeringskamp

Naturligvis havde jeg frygtet den slappe danske indsats, som de morgenfriske blev vidne til i det første danske nederlag i fem år mod Rusland.

Flere af spillerne havde jo givet udtryk for, deres manglende interesse for den slags kampe.

Desværre beviste de det også.

Med en helt håbløs indsats i starten af begge halvlege. Og en sejr smidt væk de sidste tre minutter.

Tak til Kasper Hvidt, fordi han forsøgte at banke gejst ind i holdkammeraterne. Og selv gik forrest med en flot anden halvleg. Til Lars Christiansen der udnyttede sine chancer og spillede sin bedste kamp ved OL. Og til Jesper Nøddesbo og Kasper Søndergaard for en glimrende første halvleg.
Landstræner Ulrik Wilbek forsøgte også at banke kampgejst ind i sine spillere og skiftede meget mindre ud end normalt

Men bestemt ingen tak til Lasse Boesen, der virkede ikke-eksisterende så tidligt på dagen. Eller til en Joachim Boldsen, der havde udtalt sit had til den slags kampe og virkede lige så uinteresseret, som flere andre af holdkammeraterne

Særdeles trist med den indstilling, fordi det danske hold ikke har så forfærdelig mange kampe, før det pludselig går løs ved VM. Samtidig må det da være sjovere at tage hjem med en pæn femteplads end en kedelig ottendeplads.

Men den indstilling er der tilsyneladende flere på det danske hold, der ikke har. Nu kan de som straf i stedet få lov at stå op ved femtiden søndag morgen for at være spilleklar mod de hurtige koreanere klokken otte.

Det er altid nemt at være bagklog. Så det vil jeg være. Og jeg vil rette skytset indad.

For hvor spiller vi journalister dog kloge, som en kollega og jeg gjorde det op til OL. Vi udråbte Danmarks fire største guldhåb, ingen af dem har vundet guld.

Måske var vores gæt dumme. Måske er vi dumme. For vi burde vel have forudset guldet til guldfireren i roning og 49’eren i sejlsportskonkurrencerne. Eller hvad?

Havde du set dem komme?

Og er det egentlig ikke lige præcis det uforudsigelige, der sammen med de hurtigere, højere og stærkere præstationer, gør både OL og sportens verden i det hele taget til den fantastiske og fascinerende verden, den er?

Mit svar: ”Jo, lige præcis.”

Vi troede mest på den danske dobbeltsculler i roning, som vandt bronze. Vi troede på banefireren, som fik det forventede sølv. Og vi troede på håndboldherrerne og Tine Rasmussen, som ikke fik noget med hjem til pokalskabet.

Men når de største favoritter flopper, er der andre, der tager over. Mark O. Madsen måtte overraskende ned med nakken i første runde, og hvem havde forudset, at Lotte Friis kunne kigge op af vandet og få øje på en bronzemedalje?  Ikke jeg.

Derfor er hendes medalje også en af de største danske præstationer ved OL i min optik. Også fordi konkurrencen er så forbandet hård i svømmebassinet.

49’eren, tja, den sag kører jo stadig på fulde gardiner eller måske rettere sejl. De forsmåede sydeuropæere har anket til sportsdomstolen CAS, det er sgu da for ynkeligt.

At protestere med det samme er vel et eller andet sted forståeligt og acceptabelt. Men når fagkundskaben har voteret i et døgn og talt, burde sagen være stoppet der. Lad os håbe CAS kæntrer de spanke og italienske protester i morgen.

Det officielle danske OL-mål var syv medaljer. Seks er hentet. 

Torsdag blev Michael Maze slået ud af bordtennisturneringen, og dermed er vi nede på tre sportsgrene, der stadig har danske deltagere, som kan hente den sidste medalje. Det vil være en kæmpe sensation, hvis Amanda Sørensen gør det i BMX fredag, mens kajakduoen med Kim Wraae Knudsen og Rene Holten Poulsen har en bedre chance.

Duoen har faktisk to chancer.

Sidste danske mulighed er i mountainbike lørdag. Jacob Fuglsang er ikke chanceløs, men det vil være overraskende, hvis han henter medalje. Men det var det også med Lotte Friis. Og med 49’eren. Så lad os bare få en til af de medaljer, som vi ikke helt havde regnet med.

Jeg håber på det. Og jeg skammer mig ikke det mindste over, hvis det sker, selv om vi ikke gættede på det på forhånd.

Uforudsigeligheden længe leve.
 

Hvad sker der?

Ja, det var min allerførste tanke, da jeg hørte startopstillingen til den vitale kvartfinale mod Kroatien.

Hvor er Lasse Boesen? Hvor er Bo Spellerberg? Hvor er Joachim Boldsen?

De tre bagspillere, der sammen med Jesper Jensen gjorde det så fornemt mod Tyskland, var alle bænket.

Boldsen også i forsvaret, hvor han er en af truppens allerbedste.

Skulle vi ikke vinde?

Ulrik Wilbek har, siden han tiltrådte som landstræner i 2005, lavet mange geniale ting gennem sine 91 landskampe i spidsen for holdet.

Han har bestemt heller aldrig været bange for eksperimenter.

Men hvorfor vælge noget så usikkert, når man efter en vaklende OL-start endelig er kommet frem til noget, der fungerer.

Jeg må indrømme, at jeg er stærkt rystet over Ulrik Wilbeks dispositioner omkring de syv, der startede på banen.

Startopstillingen blev en total fiasko med det resultat, at det danske mandskab måtte spille op ad bakke i store dele af kampen. 

Der gik næsten 18 minutter, før bagkæden Boesen, Boldsen og Spellerberg kom på banen, og efter 2-7 i løbet af 11 minutter var stillingen da 6-9. Jeg har tænkt og tænkt og ikke fundet en eneste grund til, hvorfor stjernetrioen absolut skulle starte ude.

Bagefter talte Wilbek godt nok om dårligt angrebsspil, men denne gang bør han virkelig kigge indad og spørge sig selv, om han ikke var den hovedskyldige i det danske farvel til medaljekampen.#+ Ved at stille de "forkerte" spillere op i de første minutter, fik han sat et gevaldigt pres på et mandskab, der ellers for alvor var ved at nå EM-takterne efter en særdeles vaklende start på OL-turneringen.

Det er, som om Ulrik Wilbek efter Michael Knudsens triste farvel, før OL overhovedet gik i gang, ikke har arbejdet med den samme sikkerhed og genialitet, som det har været tilfældet ved de tre mesterskabsturneringer, hvor han tidligere har stået i spidsen for holdet.

Efter Michael Knudsens farvel gik landstræneren straks ud og ændrede sin målsætning om guld til deltagelse i kvartfinalerne. En hård dom overfor en trup, som han selv så ofte har sagt, har sin store styrke i, at den danske bredde er større end alle andre nationers. Det havde været mere overbevisende, om han havde husket tidligere udtalelser om bredden.

Nu blev det ikke til medalje til danskerne i den første OL-optræden siden 1984, men hjem i skam er der slet ikke tale om. Tværtimod er det tid til revanche allerede i januar, hvor kroaterne inviterer til VM. Og da er Michael Knudsen igen med.

Og inden der opstår misforståelser, og jeg får halvdelen af nationen på nakken, så lad mig med det samme slå fast, at jeg absolut intet har imod håndbold og glæder mig helt vildt til onsdag aften.

Men med det på plads er det også på tide at sætte den danske håndboldfeber, som jeg fornemmer stigende efter sejren over Tyskland, lidt i perspektiv. Bl.a. efter en snak med en amerikaner, der havde set lidt OL-håndbold på tv.

- Det ser sjovt ud, men de skubber jo hele tiden. Der er ikke nogen regler, er der?, åbnede han snakken om håndbold, der tydeligvis gav ligeså meget mening for ham, som (undskyld Prinsesse Nathalie og øvrige bronzevindere i Hongkong) pointsystemet i dressur gør for mig.

Høfligt forklarede jeg om spillet og den europæiske dominans. Han fangede nu, at håndbold ikke bare var på OL-programmet for sjov:

- Får de penge for det? Seriøst? No way?

- Er der nogen, der lever af det? Come on?, sagde han og vandrede hovedrystende videre – måske mod en vigtig baseballreportage.

En ting er en uvidende amerikaner, men jeg bliver nødt til at afsløre, at håndbold fylder så uendeligt lidt i det store OL-billede, at det er svært at tro på som dansker. Det er helt på sin plads i min verden, at håndbold fylder mere end noget andet OL-stof i danske medier. Men det er ikke tilfældigt, når sporten internationalt nævnes på en top fem over OLs mest ligegyldige idrætsgrene. For selv europæiske kolleger, som kender spillet, spørger mig jævnligt:

- Til håndbold igen? Men hvorfor?

 6.000 mennesker kan der være i hallen, men kun de talentløse kinesere kunne trække landsmændene ind på lægterne, mens de stadig var med i turneringen. Og trods den fornemme danske opbakning til Wilbeks tropper, har jeg ikke oplevet mere end en halvfyldt håndboldhal endnu.

Til gengæld var der mere end halvfyldt i basketballarenaen – med plads til 18.000 tilskuere – da jeg forleden gav mig selv otte minutters pause for at se af afslutningen på en indledende bundkamp i kvindernes turnering mellem Letland og Sydkorea.

- De må være kommet for at følge næste kamp, tænkte jeg, men Hviderusland-Brasilien vurderes ikke som nogen større billetmagnet i min optik.

Men tilskuerne blev. Og jublede noget højere i end i håndboldhallen, hvor stemning og tilskuertal forhåbentlig stiger onsdag, når Danmark åbner slutspillet mod Kroatien.

Går Danmark hele vejen, ender det uden tvivl på forsiden af denne avis. Men på forsiden af OL-avisen, kommer det næppe.
 

Udstråling og mentalt overskud betyder meget, når man spiller håndbold.

Og der er vist ingen tvivl om, at danskerne har det mentale overtag, når holdet i onsdagens kvartfinale spiller mod de forsvarende olympiske mestre fra Kroatien.

Et tungt, tungt åg er taget af de danske spilleres skuldre efter den fornemme indsats mod verdensmestrene fra Tyskland.

Nu ligner danskerne igen en flok spillere, der kan gå på vandet. Som ved de to sidste EM-turneringer og som ved VM i Tyskland bliver det danske hold tilsyneladende bedre og bedre, efterhånden som turneringen skrider frem.

Det har kroaterne med garanti heller ikke glemt. De fik det at mærke første gang ved EM i Schweiz i 2006, hvor danskerne vandt bronzekampen. Ved VM året efter i Tyskland tabte danskerne knebent, men det skyldtes alene et par svinekendelser af mellemrundekampens dommere.

I starten af året ved EM i Norge var Kroatien storfavorit i mellemrundemødet, men blev i stedet kørt på albuer og ende ud af Idrætshallen i Stavanger. Danskerne viste, at de forstod at holde troldmanden Ivano Balic i et jerngreb, og den lille tryllekunstner er jo ikke ligefrem i topform efter først at være vendt tilbage fra skadespausen i få minutter mod Kina.

Naturligvis er Kroatien meget andet end Balic. Træner Lino Cervar har fundet en flok håndboldbegavelser, der, hvis alt kører, spiller det måske mest seværdige håndbold i verden, men snapsene har været få i Beijing, hvor holdet har tabt til både Frankrig og Polen.

I den afgørende kamp mod Tyskland viste de danske spillere, at de ikke blot har fundet formen, men også troen på sig selv.

Forsvaret er kommet i EM-mode, og det har givet Kasper Hvidt vinger. Flere af de redninger, som den 32-årige keeper præsterede mod Tyskland, var parader, så man følte sig placeret på en anden planet.

Foran ham piskede Lars Jørgensen og Joachim Boldsen medspillerne frem til en heroisk fighterindsats.

Nærmest livsvigtigt for det danske hold er det, at Hans Lindberg endelig viste, at han ikke har glemt håndboldspillet. Efter fire uheldige kampe var fløjspilleren tilbage i den form, som har gjort ham til sidste sæsons spiller i Hamburger SV.

Dermed kan danskerne igen angribe fra begge sider.

Dejligt at landstræner Ulrik Wilbek i de seneste kampe også har husket på, hvor vigtigt et angrebsvåben Lasse Boesen er. Bomber-Boesen gav endnu en gang bevis på, at han i øjeblikket er vigtigst for det danske hold, når han spiller på den uvante backplads i højre side.

Stop eksperimenterne. Så kan Danmark efter verdensmestrene også fælde De Olympiske Mestre.