Archive for august, 2008

Mit olympiske øjeblik

fredag, august 22nd, 2008

Der har været mange øjeblikke undervejs ved OL. Men særligt en oplevelse sidder fast i min hjernebark, når jeg igen rejser hjem. Det lakker mod enden i Beijing.

I morgen slukker de den store fakkel deroppe på taget af det fantastiske olympiske stadion, og dermed er det også tid til at gøre status. Tænke tilbage på de små tre uger, der er gået, siden Li Ning satte fut i løjerne med sin flyvetur med den olympiske ild.

For mit vedkommende har det været mindeværdigt, selv om jeg ikke har ramt en eneste dansk medalje undervejs. Men fra første parket har jeg til gengæld set basketkampen mellem USA’s Dream Team og Kina. Set Michael Phelps slå hånden i bassinkanten og gøre sit til at besegle sin ottende guldmedalje. Oplevet on location, at Usain Bolt iført sine gyldne sko nedlagde både sine konkurrenter og verdensrekorden i 100-meter-finalen.  Blot for at nævne nogle.

Det har været fede, fede arbejdsopgaver. Men alt andet lige er mit olympiske øjeblik små 40 sekunder i en fortravlet mixed zone efter den føromtalte basketkamp. Sammen med Kinas stjernespiller Yao Ming. Indrømmet, jeg er ingen basket-conaisseur, men i kondenseret form fik jeg sådan set hele den olympiske pakke i et.

Der var hele setup’et: OLs helt overordnede tvekamp mellem USA og Kina, to systemer og to supermagter. Ikke at forglemme at både Kinas premierminister Wen Jiabao og den amerikanske præsident George W. Bush var til stede i basketarenaen. Jo, det var en vel pæl igennem den der med ikke at blande sport og politik.

Der var hysteriet: En fuldstændig sindssyg hype op til kampen, en vild medieinteresse og ikke mindst skrål og skrig fra de mange fans, som var de til en rockkoncert. Og oveni glemte en stor portion af de frivillige for en stund alt om venlighed i bestræbelserne på at få sig en autograf.

Og så var der alle stjernerne nede på banen: LeBron James og Kobe Bryant, kongerne af NBA, og så Kinas mægtigste sportsmand. Yao Ming.
Det var altså ham, jeg nu stod ansigt til ansigt med. Eller skulle jeg måske nærmere sig ansigt til mave med. For f… han er stor. Både i forhold til star quality men også fysisk med sine 2,29 meter og et hoved på størrelse med min brystkasse – ikke at det nødvendigvis siger så meget.

Der var nærmest håndgemæng for at få plads til diktafonen i nærheden af hans mund. Og så messede Yao Ming ellers på sit særlige engelsk, at nok havde han og de rødklædte holdkammerater fået læsterlige stryg på banen. Men så speciel var storkampen, at han ville gemme minderne fra lussingen tæt ved sit hjerte.

Det siger ikke så lidt om øjeblikkets storhed – for Kina, for Yao Ming og langt nede i rækken også mig. Og det fortæller historien om, hvad OL også er ved siden af de kyniske resulater i annalerne.

Søvngængere

fredag, august 22nd, 2008

Det danske hold havde slet ikke fået øjnene op til første placeringskamp

Naturligvis havde jeg frygtet den slappe danske indsats, som de morgenfriske blev vidne til i det første danske nederlag i fem år mod Rusland.

Flere af spillerne havde jo givet udtryk for, deres manglende interesse for den slags kampe.

Desværre beviste de det også.

Med en helt håbløs indsats i starten af begge halvlege. Og en sejr smidt væk de sidste tre minutter.

Tak til Kasper Hvidt, fordi han forsøgte at banke gejst ind i holdkammeraterne. Og selv gik forrest med en flot anden halvleg. Til Lars Christiansen der udnyttede sine chancer og spillede sin bedste kamp ved OL. Og til Jesper Nøddesbo og Kasper Søndergaard for en glimrende første halvleg.
Landstræner Ulrik Wilbek forsøgte også at banke kampgejst ind i sine spillere og skiftede meget mindre ud end normalt

Men bestemt ingen tak til Lasse Boesen, der virkede ikke-eksisterende så tidligt på dagen. Eller til en Joachim Boldsen, der havde udtalt sit had til den slags kampe og virkede lige så uinteresseret, som flere andre af holdkammeraterne

Særdeles trist med den indstilling, fordi det danske hold ikke har så forfærdelig mange kampe, før det pludselig går løs ved VM. Samtidig må det da være sjovere at tage hjem med en pæn femteplads end en kedelig ottendeplads.

Men den indstilling er der tilsyneladende flere på det danske hold, der ikke har. Nu kan de som straf i stedet få lov at stå op ved femtiden søndag morgen for at være spilleklar mod de hurtige koreanere klokken otte.

Rommes blog: Uforudsigeligheden længe leve

torsdag, august 21st, 2008

Det er altid nemt at være bagklog. Så det vil jeg være. Og jeg vil rette skytset indad.

For hvor spiller vi journalister dog kloge, som en kollega og jeg gjorde det op til OL. Vi udråbte Danmarks fire største guldhåb, ingen af dem har vundet guld.

Måske var vores gæt dumme. Måske er vi dumme. For vi burde vel have forudset guldet til guldfireren i roning og 49’eren i sejlsportskonkurrencerne. Eller hvad?

Havde du set dem komme?

Og er det egentlig ikke lige præcis det uforudsigelige, der sammen med de hurtigere, højere og stærkere præstationer, gør både OL og sportens verden i det hele taget til den fantastiske og fascinerende verden, den er?

Mit svar: ”Jo, lige præcis.”

Vi troede mest på den danske dobbeltsculler i roning, som vandt bronze. Vi troede på banefireren, som fik det forventede sølv. Og vi troede på håndboldherrerne og Tine Rasmussen, som ikke fik noget med hjem til pokalskabet.

Men når de største favoritter flopper, er der andre, der tager over. Mark O. Madsen måtte overraskende ned med nakken i første runde, og hvem havde forudset, at Lotte Friis kunne kigge op af vandet og få øje på en bronzemedalje?  Ikke jeg.

Derfor er hendes medalje også en af de største danske præstationer ved OL i min optik. Også fordi konkurrencen er så forbandet hård i svømmebassinet.

49’eren, tja, den sag kører jo stadig på fulde gardiner eller måske rettere sejl. De forsmåede sydeuropæere har anket til sportsdomstolen CAS, det er sgu da for ynkeligt.

At protestere med det samme er vel et eller andet sted forståeligt og acceptabelt. Men når fagkundskaben har voteret i et døgn og talt, burde sagen være stoppet der. Lad os håbe CAS kæntrer de spanke og italienske protester i morgen.

Det officielle danske OL-mål var syv medaljer. Seks er hentet. 

Torsdag blev Michael Maze slået ud af bordtennisturneringen, og dermed er vi nede på tre sportsgrene, der stadig har danske deltagere, som kan hente den sidste medalje. Det vil være en kæmpe sensation, hvis Amanda Sørensen gør det i BMX fredag, mens kajakduoen med Kim Wraae Knudsen og Rene Holten Poulsen har en bedre chance.

Duoen har faktisk to chancer.

Sidste danske mulighed er i mountainbike lørdag. Jacob Fuglsang er ikke chanceløs, men det vil være overraskende, hvis han henter medalje. Men det var det også med Lotte Friis. Og med 49’eren. Så lad os bare få en til af de medaljer, som vi ikke helt havde regnet med.

Jeg håber på det. Og jeg skammer mig ikke det mindste over, hvis det sker, selv om vi ikke gættede på det på forhånd.

Uforudsigeligheden længe leve.
 

To uundværlige, to uforståelige

torsdag, august 21st, 2008

Tag Nicklas Bendtner og Daniel Agger med i tankerne, når du krydser fingre, banker under bordet, gnider din lykkeamulet eller måske lige kigger på mod himlen for at bede om en enkelt tjeneste.

For vi kan ikke undvære de to lømler, og jeg klager til Den Internationale Sportsdomstol, hvis de bliver skadet i løbet af de kommende uger.

Det ville spanierne i hvert fald have gjort.

Den afslappethed og arrogance, der præger Daniel Aggers bidrag i forsvaret, er lige ved at være uvurderlig. Tænk, hvad det så kan blive til, når Morten Olsen bliver lidt snedigere omkring de andre forsvarspladser.

Onsdag aften fik Michael Silberbauer starttilladelse på venstre back, og han er så sandelig en udmærket højrebenet midtbanespiller.

Men venstre back? Er det seriøst, Olsen?

Tag dog en skolet mand til pladsen. Og når du er i gang med at erkende fejl, så giv dog unge Martin Vingaard tid til at finde sine landsholdsben blandt reserverne. Han er slet ikke klar til dette niveau endnu.

Det var to af de helt uforståelige træk, der mest af alt generer mit indtryk af generelprøven mod Spanien. Nederlaget betyder i sammenligning mindre. Hvor Danmark befinder sig lige nu, er der bare et niveau eller to op til de forsvarende europamestre.

Lidt mindre end spansk charme kan også gøre det i VM-kvalifikationen. Men det kræver altså Agger og Bendtners tilstedeværelse, og det kræver lidt selvransagelse hos landstræneren.

For det er sikkerhed og højt bundniveau, vi savner, ikke midtbanespillere på backs og uprøvede spillere på offensive nøglepositioner.

VM-kvalifikationen sættes altså lige om lidt i gang. Og lad os bare være ærlige: Vi skal næppe forvente, at den danske offensiv får lov at lege med det hele i de to kampe.

Sådan ser det ikke ud efter generalprøven.

Men langt mindre kan heldigvis også gøre det, når Nicklas Bendtner blander sig. Han er ganske vist doven som få, og man kan få helt ondt af Jon Dahl Tomasson, når han skal æde tre ekstra kilometer for at lukke kontrahuller bag Bendtner.

Men Bendtners potentiale, hans talent og hans råstyrke skriger på opmærksomhed. Jeg føler mig langt fra grænsen og på sikker grund, når jeg påstår, at vi har fået et angrebstalent på niveauet lige under Michael Laudrup. Og dem har vi ikke haft mange af – siden Laudrup.

Bendtner og Agger ligner lige nu det bedste argument til VM-kvalifikationen. Vi savner så lige et par argumenter mere.
 

Ulriks store kikser

onsdag, august 20th, 2008

Hvad sker der?

Ja, det var min allerførste tanke, da jeg hørte startopstillingen til den vitale kvartfinale mod Kroatien.

Hvor er Lasse Boesen? Hvor er Bo Spellerberg? Hvor er Joachim Boldsen?

De tre bagspillere, der sammen med Jesper Jensen gjorde det så fornemt mod Tyskland, var alle bænket.

Boldsen også i forsvaret, hvor han er en af truppens allerbedste.

Skulle vi ikke vinde?

Ulrik Wilbek har, siden han tiltrådte som landstræner i 2005, lavet mange geniale ting gennem sine 91 landskampe i spidsen for holdet.

Han har bestemt heller aldrig været bange for eksperimenter.

Men hvorfor vælge noget så usikkert, når man efter en vaklende OL-start endelig er kommet frem til noget, der fungerer.

Jeg må indrømme, at jeg er stærkt rystet over Ulrik Wilbeks dispositioner omkring de syv, der startede på banen.

Startopstillingen blev en total fiasko med det resultat, at det danske mandskab måtte spille op ad bakke i store dele af kampen. 

Der gik næsten 18 minutter, før bagkæden Boesen, Boldsen og Spellerberg kom på banen, og efter 2-7 i løbet af 11 minutter var stillingen da 6-9. Jeg har tænkt og tænkt og ikke fundet en eneste grund til, hvorfor stjernetrioen absolut skulle starte ude.

Bagefter talte Wilbek godt nok om dårligt angrebsspil, men denne gang bør han virkelig kigge indad og spørge sig selv, om han ikke var den hovedskyldige i det danske farvel til medaljekampen.#+ Ved at stille de "forkerte" spillere op i de første minutter, fik han sat et gevaldigt pres på et mandskab, der ellers for alvor var ved at nå EM-takterne efter en særdeles vaklende start på OL-turneringen.

Det er, som om Ulrik Wilbek efter Michael Knudsens triste farvel, før OL overhovedet gik i gang, ikke har arbejdet med den samme sikkerhed og genialitet, som det har været tilfældet ved de tre mesterskabsturneringer, hvor han tidligere har stået i spidsen for holdet.

Efter Michael Knudsens farvel gik landstræneren straks ud og ændrede sin målsætning om guld til deltagelse i kvartfinalerne. En hård dom overfor en trup, som han selv så ofte har sagt, har sin store styrke i, at den danske bredde er større end alle andre nationers. Det havde været mere overbevisende, om han havde husket tidligere udtalelser om bredden.

Nu blev det ikke til medalje til danskerne i den første OL-optræden siden 1984, men hjem i skam er der slet ikke tale om. Tværtimod er det tid til revanche allerede i januar, hvor kroaterne inviterer til VM. Og da er Michael Knudsen igen med.

Det koster at holde mund

onsdag, august 20th, 2008

Der er mange tomme sæder til et arrangement i Parken i aften.

Vi taler ikke om en aften med agility i nationalarenaen. Eller om en koncert med Muddi og Salamidrengene. Vi taler det danske landshold mod Spanien. Europamestrene. Men slagkraft har aftenens event altså ikke.

Kun godt 24.000 fodboldfans havde i går valgt at bruge kroner på at skaffe sig billet til Parken.

Jeg har før gjort mig til talsmand for, at landsholdet her og nu er dansk fodbolds andensortering. Og at klubfodbold i øjeblikket er det mest swingende fodboldprodukt herhjemme.

De tomme sæder vil i aften udpensle det, jeg vil tillade mig at kalde et faktum: Landsholdet har et imageproblem.

Man kan så tale om mæthed, om et overflødighedshorn af fodbold på alle kanaler og måske især om de ringe landsholdsresultater de seneste år, og det er alt sammen helt rimelige bevæggrunde for at blive væk.

Men der er mere til ligningen: Hovedpersonerne selv.

Der skal ikke herfra lyde så meget som en halv beklagelse over, at flere og flere fodboldspillere i dag har lagt al kommunikation til pressen – og dermed offentligheden og dig som sportsinteresseret – over til agenter, hvis primære arbejdsopgave er at skabe ro.

Vi respekterer, at tendensen går den vej, og at ekstremt talentfulde og interessante stjernenavne som Daniel Agger og Nicklas Bendtner ikke sådan lige er til at kontakte for en dansk sportsjournalist – med mindre man tager morgenflyet til England for at nå formiddagstræningen. Det er helt fair. De vejer og vurderer, at der er vigtigere opgaver i karrieren, og det forholder vi os gerne til.

Men koster det fravalg?

Koster det for landsholdet, at beretningerne om dets hovedpersoner i stigende grad begrænser til simple beskrivelser af, om de har scoret, er startet inde eller ude for deres respektive arbejdsgiver?

Koster det på imagebarometret i forhold til eksempelvis dansk klubfodbold og håndbold, hvor offentligheden må komme tættere på end kikkertafstanden?

Selvfølgelig koster det.
 

Til håndbold igen! Men hvorfor?

tirsdag, august 19th, 2008

Og inden der opstår misforståelser, og jeg får halvdelen af nationen på nakken, så lad mig med det samme slå fast, at jeg absolut intet har imod håndbold og glæder mig helt vildt til onsdag aften.

Men med det på plads er det også på tide at sætte den danske håndboldfeber, som jeg fornemmer stigende efter sejren over Tyskland, lidt i perspektiv. Bl.a. efter en snak med en amerikaner, der havde set lidt OL-håndbold på tv.

- Det ser sjovt ud, men de skubber jo hele tiden. Der er ikke nogen regler, er der?, åbnede han snakken om håndbold, der tydeligvis gav ligeså meget mening for ham, som (undskyld Prinsesse Nathalie og øvrige bronzevindere i Hongkong) pointsystemet i dressur gør for mig.

Høfligt forklarede jeg om spillet og den europæiske dominans. Han fangede nu, at håndbold ikke bare var på OL-programmet for sjov:

- Får de penge for det? Seriøst? No way?

- Er der nogen, der lever af det? Come on?, sagde han og vandrede hovedrystende videre – måske mod en vigtig baseballreportage.

En ting er en uvidende amerikaner, men jeg bliver nødt til at afsløre, at håndbold fylder så uendeligt lidt i det store OL-billede, at det er svært at tro på som dansker. Det er helt på sin plads i min verden, at håndbold fylder mere end noget andet OL-stof i danske medier. Men det er ikke tilfældigt, når sporten internationalt nævnes på en top fem over OLs mest ligegyldige idrætsgrene. For selv europæiske kolleger, som kender spillet, spørger mig jævnligt:

- Til håndbold igen? Men hvorfor?

 6.000 mennesker kan der være i hallen, men kun de talentløse kinesere kunne trække landsmændene ind på lægterne, mens de stadig var med i turneringen. Og trods den fornemme danske opbakning til Wilbeks tropper, har jeg ikke oplevet mere end en halvfyldt håndboldhal endnu.

Til gengæld var der mere end halvfyldt i basketballarenaen – med plads til 18.000 tilskuere – da jeg forleden gav mig selv otte minutters pause for at se af afslutningen på en indledende bundkamp i kvindernes turnering mellem Letland og Sydkorea.

- De må være kommet for at følge næste kamp, tænkte jeg, men Hviderusland-Brasilien vurderes ikke som nogen større billetmagnet i min optik.

Men tilskuerne blev. Og jublede noget højere i end i håndboldhallen, hvor stemning og tilskuertal forhåbentlig stiger onsdag, når Danmark åbner slutspillet mod Kroatien.

Går Danmark hele vejen, ender det uden tvivl på forsiden af denne avis. Men på forsiden af OL-avisen, kommer det næppe.
 

OL’s største helte

tirsdag, august 19th, 2008

Sporten kan være en scene for helt surrealistiske dramaer - og når jeg tænker mig grundigt om, finder jeg sikkert nemt en række begivenheder, der matcher søndag morgen. Men jeg skal også tænke mig grundigt om.

49’erens medaljeræs i Kina søndag morgen dansk tid er noget af det mest medrivende sport, jeg nogensinde har fulgt.

Og hvad der måske er endnu vigtigere: Jeg tror aldrig, jeg har set en mere fortjent guldvinder. Jonas Warrer og Martin Kirketerp er for mig OL’s største helte.

De var langt foran konkurrenterne inden sidste sejlads, masten knækker – og langt efter konkurrenterne brøler de ud i de høje bølger i en båd, de ikke kender. De vælter undervejs og får alligevel sneget båden ind på niveau med de både, der startede så meget tidligere.

Det var bjergtagende, og nu undrer det mig: Hvordan i alverden kan man som sportsudøver få sig selv til at sende en klage hele vejen til Den Internationale Sportsdomstol CAS for at få hevet guldet af Jonas Warrer og Martin Kirketerp?

Jeg fatter ikke de spaniere. Jeg ville som idrætsudøver være flov, hvis ledere højere oppe i systemet insisterede på flere klagesager. Men jeg forstår, at de to spanske sejlere så sandelig er klar til mere beklagelse.

Er det bare mig?

Når man som spanierne er blevet overmatchet af konkurrenter, der holder forspringet på lånt udstyr og larmende forsinkelse, så ville jeg vælge at sige: Okay, vi har hældt alle tænkelige handicap i hovedet på de danskere – så må vi også respektere, at de alligevel er bedst.

Hvis der overhovedet er noget, der hedder olympisk ånd, så har den i hvert fald haft svært ved at finde fodfæste ovre i den spanske lejr.

Dette svarer for mig til, at urørlige Lance Armstrongs stel skulle knække inden en afgørende enkeltstart, og konkurrenterne klager til CAS, fordi han har lånt en cykel andetsteds.

Dette svarer for mig til, at Michael Phelps hopper i bassinet fem sekunder efter konkurrenterne, og man beklager sig over, at den urørlige amerikaner alligevel vinder, fordi han har lånt en badehætte.

Jeg er bare sådan indrettet, at 49’er-protesterne i min verden pletter spaniernes ellers forbilledlige sportssommer.

Og så er der kroaterne, der lånte danskerne deres båd. Dér var den olympiske ånd, hvis I spørger mig.

På Facebook.com er der blevet oprettet en gruppe for medlemmer, der vil udtrykke taknemmelighed over den kroatiske assistance. Der var tirsdag knap 14.000 medlemmer – blandt andet Pavle Kostov, en af de to sejlere fra den kroatiske båd.

Jo, vi er vi mange, der takker kroaterne.

Det pudsige er nu, at vi onsdag står over for Kroatien i en kvartfinale i håndbold. Må man forsigtigt opfordre til, at håndboldherrerne venter med at støtte Tak Kroatien-kampagnen?

Tænk, om herrerne i stedet havde trukket Spanien i OL-kvartfinalen. Det ville have passet mig fint at betale tilbage på den scene. En sådan sejr ville have været poetisk retfærdighed.

Men vent, vi har chancen alligevel. Fodboldlandsholdet møder Spanien onsdag aften i Parken. Europamestrene.

Den kamp blev pludselig en tand mere væsentlig for mig.

Er jeg for meget? Det er de spanske protester også.

 

 

Mentalt genfødt dansk hold

mandag, august 18th, 2008

Udstråling og mentalt overskud betyder meget, når man spiller håndbold.

Og der er vist ingen tvivl om, at danskerne har det mentale overtag, når holdet i onsdagens kvartfinale spiller mod de forsvarende olympiske mestre fra Kroatien.

Et tungt, tungt åg er taget af de danske spilleres skuldre efter den fornemme indsats mod verdensmestrene fra Tyskland.

Nu ligner danskerne igen en flok spillere, der kan gå på vandet. Som ved de to sidste EM-turneringer og som ved VM i Tyskland bliver det danske hold tilsyneladende bedre og bedre, efterhånden som turneringen skrider frem.

Det har kroaterne med garanti heller ikke glemt. De fik det at mærke første gang ved EM i Schweiz i 2006, hvor danskerne vandt bronzekampen. Ved VM året efter i Tyskland tabte danskerne knebent, men det skyldtes alene et par svinekendelser af mellemrundekampens dommere.

I starten af året ved EM i Norge var Kroatien storfavorit i mellemrundemødet, men blev i stedet kørt på albuer og ende ud af Idrætshallen i Stavanger. Danskerne viste, at de forstod at holde troldmanden Ivano Balic i et jerngreb, og den lille tryllekunstner er jo ikke ligefrem i topform efter først at være vendt tilbage fra skadespausen i få minutter mod Kina.

Naturligvis er Kroatien meget andet end Balic. Træner Lino Cervar har fundet en flok håndboldbegavelser, der, hvis alt kører, spiller det måske mest seværdige håndbold i verden, men snapsene har været få i Beijing, hvor holdet har tabt til både Frankrig og Polen.

I den afgørende kamp mod Tyskland viste de danske spillere, at de ikke blot har fundet formen, men også troen på sig selv.

Forsvaret er kommet i EM-mode, og det har givet Kasper Hvidt vinger. Flere af de redninger, som den 32-årige keeper præsterede mod Tyskland, var parader, så man følte sig placeret på en anden planet.

Foran ham piskede Lars Jørgensen og Joachim Boldsen medspillerne frem til en heroisk fighterindsats.

Nærmest livsvigtigt for det danske hold er det, at Hans Lindberg endelig viste, at han ikke har glemt håndboldspillet. Efter fire uheldige kampe var fløjspilleren tilbage i den form, som har gjort ham til sidste sæsons spiller i Hamburger SV.

Dermed kan danskerne igen angribe fra begge sider.

Dejligt at landstræner Ulrik Wilbek i de seneste kampe også har husket på, hvor vigtigt et angrebsvåben Lasse Boesen er. Bomber-Boesen gav endnu en gang bevis på, at han i øjeblikket er vigtigst for det danske hold, når han spiller på den uvante backplads i højre side.

Stop eksperimenterne. Så kan Danmark efter verdensmestrene også fælde De Olympiske Mestre.

En ny guldalder

mandag, august 18th, 2008

Vidste du, at Morten Olsen i eftermiddag samler landsholdet til træningslejr?

Og at Daniel Agger og co. skal i testkamp mod de nykårede europamestre fra Spanien allerede onsdag aften?

For få år siden ville selv det ringest fungerende reklamebureau kunne præsentere den event som en lækkerbisken. I dag er det en vanskeligere sag, og du er næppe alene, hvis du ikke kender til landsholdets onsdagsopgave i Parken.

I miljøet omkring professionel fodbold i Danmark har det især de seneste to sæsoner været flittigt debatteret, om landsholdet på VIP-barometret er ved at være overhalet af dansk klubfodbold. Altså sådan bedømt på sportspublikummets forkærlighed og interesse.

Jeg er ikke længere i tvivl. Landsholdet er lige nu dansk fodbolds andensortering.

Ja, landsholdet har skøjtet rundt i middelmådighed i de seneste år, men langt mere interessant er det, at dansk klubfodbold er ved at parkere sit image i en ny guldalder.

Den har summet, siden Brøndby lagde sig i krise, og opkomlingene fik bedre plads. Og den ser ud til at tage form, efter den ny tv-aftale har muliggjort de lidt friskere armbevægelser ude i de danske topklubber.
Signalerne er tydeligst ude i Europa.

Vi skal formentlig allerede to år efter FC København i 2006 have endnu et dansk hold i Champions League. Og jeg skal formentlig forholde mig til en halvtom hjemmeredaktion her på B.T., når der er opgaver i UEFA Cuppens gruppespil.

Det er guldalder for mig, og jeg vælger lige nu at nyde, at der er international kvalitet over den topform, vi på enkelte dage ser især omkring FC Midtjylland og FC København. Og OB, når vi går uden om den europæiske snak.

Den bedre stil i dansk klubfodbold handler først og fremmest om den tv-aftale, der har sendt de helt store pengesække rundt i SAS Ligaen. Og om sportschefer, som med de flere millioner kroner har kunnet hente profiler, der så sandelig gør en større forskel. Jeg håber, de bliver ved med at forvalte kronerne efter fortjeneste. 

Hvad siger I? Er landsholdet stadig dansk fodbolds bedste varemærke? Eller er SAS Ligaen mere interessant?