Kniven for struben


 

Til gengæld står det nu også skåret klart ud i pap, at det danske hold er tvunget til at vinde alle tre kampe i hovedrunden mod Norge, Ukraine og Spanien, hvis holdet skal være med, når der i weekenden skal spilles semifinaler.

Forsvaret, som har været holdets store akilleshæl i de første to kampe, havde hevet de hårde tacklinger frem fra bagagen, og stod stærkt, så længe kræfterne rakte.

Desværre var det kun i godt en halvleg, men det er heller ikke så let, når man skal tage kampen op med typer som Carmen Amarei (tidligere Lungu), der også i sin tid i Slagelse viste, at hun kan vælte enhver mur.

Positivt var det også, at kontraspillet var bedre, end det har været hidtil. Spillerne havde fået besked på, at de skulle turde, så måtte fejlene koste. Der kom fejl, men der blev også scoret seks-syv gange på kontraløb, og de mål skal man have, hvis man vil vinde håndboldkampe.

KARIN MORTENSEN I målet var forrygende stærk i første halvleg, da hun fik den støtte, hun naturligvis skal have for at kunne afværge så dygtige skytter som de rumænske.

Fejlene kom, efterhånden som spillerne blev trætte, og man kan så stille spørgsmålet, om landstræner Jan Pytlick også kørte træt. Det virkede mærkværdigt, han ikke tog en timeout, på det tidspunkt, hvor rumænerne gik fra bagud 18-15 til foran 22-19. Både for at bryde modstanderens rytme, men også for lige at give sit forsvar muligheden for at finde sammen igen.

Indimellem kan man godt savne det kølige overblik fra landstræneren. Kampe kan vindes på bænken, men de kan også tabes der.
 


Sporten.dk Seneste nyt