Latterlige Bjerregaard


Brøndby er en parodi. Eller rettere – bestyrelsesformanden i Brøndby er en parodi.

Jeg kan ikke komme på andre ord. For det er tragikomisk ud over alle grænser, at endnu en direktør i Brøndby IF nu forlader skuden. Og at tre bestyrelsesmedlemmer også smækker med døren. Endda i et direkte opgør med den mand, der har tegnet butikken i 30 år.

Jeg ved, vi har skrevet det før. Nu skriver jeg det igen: Gå nu for pokker af, Per Bjerregaard. Din tid er forbi. Du er ikke længere den rette mand at have i spidsen for en af landets største og vigtigste fodboldklubber.
Se bare på det persongalleri, der har forladt klubben i de seneste år, hvad enten de er blevet fyret, gået eller selv har sagt op: Hermann Haraldsson, Frank Buck-Andersen, Ole Palmå, kommunikationschef Steen Laursen, marketingdirektør Jordi Roig og bestyrelsesmedlemmerne Kurt Larsen, Niels Roth og Ole Staxen er alle ude. Og så skal man ikke glemme Jesper Nielsen, der nåede at lægge et hav af millioner i klubben, inden han havde fået nok.

Det seneste opgør kommer i protest mod den genopretningsplan, som Per Bjerregaard har lanceret. En plan, der kort fortalt indeholder ansættelsen af en ny sportsdirektør og indkøb af nogle spillere. Jeg kan godt forstå, det ikke er nok for de bestyrelsesmedlemmer, der nu forlader klubben.

Det endnu mere tragikomiske bud på, hvad der sker nu, er, at Per Bjerregaard laver et udvalg bestående af ham selv, for at komme med et bud på, hvordan krisen løses. Og at løsningen skal indeholde navnet “Bjerregaard” for at blive accepteret af udvalget.

Brøndby er lige nu i en skrækkelig forfatning. Per Bjerregaards løsninger er utilstrækkelige, han har ingen opbakning fra andre end de støtter, han alle dage har haft. Truppen lider under, at den bare ikke er bedre end en midterplacering. Der skal med andre ord ny luft ind i toppen af Brøndby. For hvem, ved deres fulde fem, vil indtage direktørstolen i Brøndby? Hvem vil ind i bestyrelsen med den formand? Hvem vil være sportsdirektør, når forudsætningerne for succes er så usikre? Det skal Bjerregaard indse, og han skal indse det hurtigt.


Sporten.dk Seneste nyt