De klynker sig gennem Superligaen


Det var min far, som hev mig med til fodbold. Og sådan indleder de fleste vist en relation til nationalsporten.

Jeg så min første fodboldkamp, da en ung Michael Laudrup stadig var på græs i Danmark.

Gennem årene har jeg været med min far til fodbold så mange gange, at overblikket forlængst er forsvundet. Hveranden uge på hjemmebanen. Ofte også på køreture med de voksne til udekampe – inden jeg selv begyndte at cykle eller køre med venner.

Mænd i tusindvis kan sikkert fortælle nøjagtig den samme historie.

Min far er stadig til fodbold hveranden uge i min barndomsby, og vi får mange gode fodboldsamtaler om Superligaen især.

Alt har forandret sig, siden jeg første gang trissede med ham ind på tribunerne. Det bliver vi nemt enige om. Det meste er blevet bedre. Enkelte elementer er til det værre. Og lige i tiden er jeg optaget af den kedelige mentalitet, der er begyndt at præge dansk fodbold i en grad, så jeg sukker lidt … og savner dengang.

Denne sæson har været et pinligt lavpunkt, synes jeg, med alle de spillere, der piber og klager, hver eneste gang dommeren fløjter den anden vej. Da jeg var knægt, ville tilskuerne buldre af raseri, hvis en spiller klynkede mere end tre sekunder over en kendelse. Også hvis det var én fra hjemmeholdet.

Nu hulker Superliga-spillere hveranden gang, der bliver fløjtet for frispark.

Men det værste er jo, at det ikke alene handler om dommernes fejltagelser. Overhovedet ikke. Det ville man da kunne forstå i nogen grad. Problemet er, at det også er blevet fair game i Superligaen at stemple en modspiller, flå løs i trøjen, løfte albuerne – og alligevel stå og skrige som en dobbeltsidet lungebetændelse, når dommeren reagerer med sin fløjte. Hvornår blev det cool? Og hvem gider sørger for, det igen bliver latterliggjort?

Jeg hyggede mig, da Real Madrid-spilleren Arbeloa i weekenden bad holdkammeraten Pepe rejse sig, efter portugiseren havde smidt sig i græsset, som var han blevet løbet ind i en regn af dum-dum-kugler – og dér lå og beklagede sig hysterisk over, at dommeren ikke havde set det usynlige frispark. Endelig blev der sagt fra. Endda fra en holdkammerat.

I Danmark er man helt med. Der bliver bliver skreget, når dommerne har ret – også når man ved, de har ret. Det har desværre nok en effekt. Det er nok det største problem. Fodboldspillere når blandt andet det højeste niveau ved fuldstændig kynisk at udnytte spillets mekanismer – de skrevne og de uskrevne. Kunne man ikke gøre en indsats for at tydeliggøre, at det IKKE må have en effekt?

Og så var det, at jeg kom til at tænke på Sønderjyske, Superligaens svar på en busk-rydder.

I den meget grovkornede vurdering af heavy metal-klubben fra Haderslev står jeg her: Det er destruktiv fodbold, og jeg er ikke sådan helt vild med det. Men ingen Dollars uden Alexis Colby. Og jeg har egentlig enorm respekt for, at skiftende spillere og trænere er så loyale over for klubbens dna. (De har i øvrigt presset usædvanligt højt på banen de seneste uger ..)

Jeg har respekt for, at Sønderjyske næsten hvert år er en af de klubber, der overpræsterer, når man indregner spillerbudgetterne. Og i tiden beundrer jeg sønderjyderne allermest for at opføre sig som mænd og tage modgang med format.

Det er vel det eneste Superliga-hold, der ikke har et flertal af spillere, der kan implodere i selvmedlidenhed, når dommeren har set en åbenlys og for alle andre indiskutabel forseelse.

Og tusind tak for det, I arbejdsmænd fra Sønderjylland. Det klæder dansk fodbold at bevare format også i kampens hede.

Min far mener forresten, at dampen nu er gået af FC Nordsjælland. Og jeg mener, at OB stadig – trods de manglende point – præsenterer mere kvalitet end Lyngby. Dramaet bliver dog igen i år mere i bunden end i toppen.

Håber I alle havde en god påske.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard


13 kommentarer


 

  1. Peter siger:

    God pointe med tuderiet. Jeg tænkte på det da jeg så sidste runde med CL bold. Her ligner nogle af spillerne jo de mest barske over tussede bøller fra den lokale rockerklub (bare lidt slankere) men de skaber sig som 10 årige piger når de bliver snittet over skinnebenet. Hold kæft en ynk. Har de da ingen stolthed som raske mænd.. Og superligaen er sgu ligeså slem. Men der hvor jeg brækker mig mest det er med den attitude du ser tøser som Ronaldo og lign når der er modstand. Med bævremund og tårer i øjnene over noget går dem i mod. Alle små drenge ser op til dem og de forvalter det respekt løst..
    Hvad end det er i dk eller cl så skal de fandme tage ansvar for deres rolle som forbilleder i sporten.
    Og selvom din far muligvis har ret med FCN så synes jeg de tager flot ansvar for at lede fodspillet den retning vi helst vil kigge og sende vores små nye fodboldspillere..

  2. Anders siger:

    Kun Sønderjyske? Hvad med AGF? Du vil ALDRIG høre Martin J, Berg, Atle, Kure, Steffen Rasmussen mv klage over dommeren. Blot fordi en knægt fra Brøndby mangler stil, skal et helt hold ikke skæres over en kam

  3. svend siger:

    hæng alle disse pige typer ud, hver uge skal vi kåre ugens tude pige, 5 eksempler at stemme på og ugen vinder får et lyserødt armbind som han skal have på til næste uges kamp, en bøde på 2000,-

  4. Casper siger:

    Helt enig, men du tager fejl af Pepe’s frispark. Det var ikke usynligt, men reelt og blev også fløjtet. At han så sparker ud efter sin holdkammerat er latterligt..

  5. Jens Larsen siger:

    Hørt igen, FF. Man må ære spillet meget mere.

  6. Ricardo siger:

    Se noget hockey i stedet for. Sporten hvor luftgeværer og ishockeystave er noget man skyder med.

  7. Se siger:

    Er det ikke bare et udtryk for, at “paradise hotel generationen” ikke kun begrænser sig til tv fra Mexico, men også overlapper fodboldklubberne, både herhjemme og i udlandet?
    Jeg er helt enig i, at det er en uheldig udvikling vi er vidne til og at der skal gøres noget ved det. Ingen gider se på det og det ødelægger spillet…

    Tak for endnu et godt blogindlæg! Jeg ser som sædvanlig frem til dine bidrag, som sammen med Fodboldmagasinet, som på fremragende vis holder niveauet højt! Lidt off topic, men tak!:)

  8. Brink siger:

    Trenden er desværre eskaleret løbende over de seneste år og som jeg ser det er man nødt til at skride hårdt ind fra dommerstandens side og uddele gule kort med det samme! Det er alt for sjældent man ser en dommer træde i karakter og når det endelig sker sidder fodbold kommentator og ekspertkommentator og brokker sig over, at dommeren vil være centrum og spillerne brokker sig som havde de været udsat for justitsmord!
    Ydermere bør der indføres en regel om, at har en spiller så ondt at han må tilses af en fys, så er det ud for banen i minumum 1-2 minutter. Det er så destruktivt for spillet, at alt skal stoppes når en spiller ligger og ynker og wupti wupti, så er de klar efter at have fået sprøjtet lidt is på det skadede sted. Næh, der mangler i den grad mandfolk i international fodbold der forstår, at fodbold er en kontaktsport!

  9. OAHJ-Kongen siger:

    Det hele er jo bare udtryk for at spillerne ser de rigtige fodboldspillere i fjernsynet tirsdag og onsdag aften.
    Og når superliga spillerne ser hvordan de rigtige fodbold spillere ter sig, så tænker de – jamen det gør vi da bare også så—
    Men du har ret Flemming det er forfædeligt at se på,

  10. peter siger:

    Helt enig, Rædselsfuldt at se det svineri brede sig – og det værste er, at det breder sig til ungdomsfodbolden. Ser jeg hver uge rundt omkring. DBU bør sætte meget hårdere ind over det,

  11. nissan siger:

    De brokker sig endnu mere i premier league. Jeg er enig i det er elendigt at se på, stop dog det tuderi! Man ser sgu da heller ikke dommeren brokke sig over den elendige kvalitet når spiller taber en tæmning ud over sidelinjen eller spiller lige i fødderne på en modspiller.

    Hvad der dog er værre synes jeg er alle de 0-0 kampe der bliver spillet her indtil videre. Hold nu op med at pakke jer, og håbe på et kontra mål. Jesus hvor er det kedeligt…

  12. Mikkel Lund siger:

    Jeg kunne godt tænke mig, at man “adopterede” opførslen fra Rugby, hvor den mindste gestikuleren eller utilfredshed med dommerens afgørelser, resulterer i afkøling på bænken.

    Det er ikke for sjov, at englænderne siger, at: “Football is a gentlemens sport played by hooligans, and rugby is a hooligans sport played by gentlemen”

Sporten.dk Seneste nyt