Med bolden på fødderne vinder man mest


Jeg har været i statistikkerne igen.

Denne gang – boldbesiddelse i Superligaen.

Boldbesiddelse er ikke en statistik, der logisk går hånd i hånd med resultattavlen. Det kan på en given dag være en hylende fordel at have bolden i mindre grad. Men boldbesiddelse siger alligevel noget om en klubs selvforståelse og om, hvorvidt man ejer en vinderklubs dna.

Derfor dette dyk ned i tallene ..

De 10 mest boldbesiddende hold i Europas topligaer er lige nu Barcelona, Bayern München, Real Madrid, Milan, Juventus, Lille, Arsenal, Roma, Manchester City og Bilbao.

Nummer 11 er Swansea, de bemærkelsesværdige Premier League-oprykkere, som er en hel procent bedre på statistikken end det vildeste fra Danmark – FC Nordsjællands (FC Farumlonas) 56,5 procent.

Man kan ikke i dag vinde en turnering eller overpræstere stort over tid uden at have overvægt i boldbesiddelse.

Det er en påstand. Men jeg står ret stabilt på den.

Jeg kan umuligt få en træner til at indrømme, at han hellere vil vinde 2-0 med 40 procents boldbesiddelse – fremfor 2-0 med 60 procent på bogen.

Hvorfor? Fordi det signalerer ambition og dominans, og fordi det indikerer, at der er kontrol med en fodboldkamp. Også selv om måltavlen ikke ændrer sig.

Der har ikke siden årtusindeskiftet været en dansk DM-vinder uden en overvægt på boldbesiddelse. Minus freakshowet Herfølge i 2000.

Man kan sagtens indfri sunde målsætninger længere tilbage i hierarkiet uden at have bolden mest – som det sikkert igen vil ske for Sønderjyske, som i denne sæson har bolden 40,9 procent af tiden. Og som alligevel kan være stolte, hvis det lykkes at undgå nedrykning.

Men de større vindere over tid tager bolden til sig.

Da jeg spurgte Troels Bech, om han kendte Silkeborgs gennemsnitsprocent, svarede han korrekt helt ned på brøkdelen: 48,5 procent.

Og det gjorde han selvfølgelig, fordi tallet er interessant også for trænerne. Som et pejlemærke for en udvikling, der indeholder ambition.

Det er ikke et primært sigte, men Troels Bech vil gerne have tallet op. Og det samme ville FCKs Carsten V. Jensen, efter han overtog fra Roland Nilsson.

Det var, hvad han betonede i sine første interviews: Carsten V. Jensen ville se mere boldbesiddelse – eller ’posession,’ som det kun hedder på sportens indre linjer.

Ikke fordi ‘possession’  automatisk giver sejre. Men fordi det er en målbar bestræbelse, der skaber en stilretning, og som i kombination med antallet af skabte målchancer er den statistisk sikreste vej til kontinuerlig succes i en national liga.

CV vil aldrig gå på kompromis med resultatet for at skabe mere ’possession’. Det er vigtigt.

Og kunsten i FCK har alle dage været at mestre dominansen både med og uden bold – fordi opgaverne er så forskellige i Danmark og i Europa. FCK skal være lige så dygtige til at spille beundringsværdig fodbold med 35 procents possession, som det præcist var tilfældet i forbindelse med 1-1-kampen mod FC Barcelona i Champions League-hjemmekampen.

Carsten V. Jensen ville altså have mere possession i Superligaen. Og det lykkedes. Han har flyttet FCK fra 52,6 procent til 54,5 procent. Det er egentlig ret markant – og godt gået.

Da jeg fortalte FCK-træneren, at hans udgangspunkt efter Roland Nilssons forarbejde var 52,6 procent, svarede han selv, at tallet nu var 54,5 procent for de seneste syv kampe. Også Carsten V. Jensen havde helt styr på statistikken.

OB ville også se mere boldbesiddelse i denne sæson. Det lå i en ny strategi. Det var en udtalt målsætning før sæsonen, og den blev betonet, da Poul Hansen tiltrådte.

Men i OB er det blevet ved snakken. Bestræbelsen er ikke stemplet ind i holdet. OB har i 25 Superliga-runder kun haft seks kampe med en overvægt af boldbesiddelse – inklusiv de tre ’nemme’ mod Sønderjyske, som er uinteresseret i overvægt.

Gennemsnittet hedder for OB 47,9 procent per kamp. Det er altså hverken det ene eller det andet, der er gået OBs vej denne sæson.

Man øvede sig på noget, der alligevel ikke rigtigt blev taget i anvendelse. Og tabte undervejs.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard


5 kommentarer


 

  1. Thomas siger:

    Hej Flemming

    Endnu en gang en dybdegående og spændende blog som jeg på ingen måde er uenig i.
    Men må alligevel sige at din top 11-liste er imod dig.
    Listen indeholder hold fra de 5 store ligaer, og det er her
    jeg synes du skyder dig selv i foden.
    Såfremt din argumentation holder vand skulle størstedelen af
    mesterholdene i de 5 ligaer være repræsenteret på listen.
    MEN: Dette er ikke tilfældet!
    I spanien og Italien rammer du ganske vist rigtigt, men ikke i de øvrige ligaer.
    I England vinder United formentlig mesterskabet trods nederlaget til wigan i går – De er ikke på listen
    I Tyskland sikrede Dortmund sig efter alt at dømme mesterskabet i går – De er ikke på listen
    I Frankrig ligger Lille på en 3. plads 10 point fra mesterskabet – Er eneste franske hold på listen

    3 af 5 mestrer er altså ikke blandt de mest boldbesiddende hold:
    Ved godt at de tre kommende mestrer i disse lande næppe ligger meget længere nede,
    men viser trods alt at boldbesiddelse ikke er alt i fodbold

  2. Casper siger:

    Super lækkert med noget dydbegående journalistisk med en fed vinkel!

  3. Hej Thomas.
    Boldbesiddelse er ikke alt. Det var heller ikke målet at nå den konklusion. Når jeg nævner top-10, var det egentlig kun bestræbelsen på at cementere, at det ikke just er de klassiske nedrykningstruede hold, der ligger øverst på listen. Det er – uden om det særlige eksempel fra Swansea – klubber med en høj ambition, tydelig vinderkultur. Og mestrene i de store ligaer ligger ganske rigtigt meget tæt på toppen på boldbesiddelse.
    Boldbesiddelse vinder ikke kampe. Men i dag siger man, at det er meget svært statistisk at tabe fodboldkampe, hvis man i den enkelte kamp vinder BÅDE boldbesiddelse OG skaber flere målchancer end modstanderen. Så boldbesiddelse er afgjort et parameter, der er væsentligt at dyrke, hvis man vil skabe en vinder-udvikling i den sjove ende af rækken.
    Tak for dit svar.
    Vh. Flemming

  4. Hej Casper.
    Tak for det.
    Vh. Flemming

  5. Niklas Iversen siger:

    Hej Flemming,

    Meget interessant på mange måder. Jeg kommer til at tænke på en passus i Jonathan Wilsons eminente “Fra Pyramiden til 4-4-2″ hvor han forsøger at argumentere for, hvorfor den norsk/angelsaksiske indgang (som vi har arvet en god bid af her i lille Danmark) som baseres på statistikken om antallet af afslutninger, måske alligevel ikke er den endelige Sandhed om hvordan fodbold vindes. Han når frem til, at typen af afslutninger bliver markant anderledes. At man efter en pasningssekvens på 5+ pasninger oftere fanger modstanderen på den forkerte fod og dermed skaber chancer som er, markant, lettere at sparke ind.

    Meget i fodbold afgøres af balancen mellem possession og presspil, og skriv gerne mere om det! :D

    Tak for en god blog,
    N

Sporten.dk Seneste nyt