Troels Bech flytter OB


Hvor lang tid skal det tage at ændre en fodboldklubs sportslige konkurrencestyrke bare en anelse?

Auri Skarbalius beder stadig om tålmodighed i Brøndby. Det meste handler om, at det må komme på et tidspunkt. Brøndby har vundet en enkelt Superliga-kamp i de sidste 19 forsøg.

Glen Riddersholm har også i mange, mange måneder talt om en proces, der tager tid. Alt imens FC Midtjylland flyver længere og længere væk fra den tabeltop, klubben ellers engang prægede.

Det tager åbenbart tid den slags.

Hvis ikke vi har lært andet fra denne Superliga-sæson, har vi da lært dette. Det er alt sammen en proces, og vi må have tålmodighed. Nogle gange i årevis.

Troels Bech kunne da med rette tale om proces, hver eneste gang han ser en mikrofon.

Troels Bech skulle ikke bare renskrive et afprøvet projekt, da han i sommer skiftede til OB. Han skulle mase en helt ny tilgang til Superliga-fodbold ned over de stribede. OB ville gerne ændre attitude både på og uden for banen – i en ny strategi, der handler blandt andet om det lokale udgangspunkt på Fyn, om en anden arbejdsdisciplin, en anden spilkultur.

Han overtog en klub, der havde flirtet med nedrykning efter først afskedigelsen af Henrik Clausen og siden det lige så nervøse vikariat i hænderne på sportschefen Poul Hansen.

Jeg synes ikke, man kan påstå, at OB er markant forstærket siden sidste sæson. Ikke markant. Der er stadig store oprydninger også i spillertruppen. Og de kommer. Men Troels Bech har allerede sat høj fart og tydeligt præg på en udvikling på Fyn.

Jeg har endnu ikke hørt ham bruge det enorme behov for forandring som en undskyldning. Jeg oplever det som befriende. Lige som det er befriende, når eksempelvis hverken Peter Sørensen i AGF eller Colin Todd i Randers taler om behovet for tålmodighed, om respekten for en proces.

Jeg har før og ved flere lejligheder markeret, at Troels Bech sagtens kunne være en af Danmarks bedste fodboldtrænere, og jeg vil stadig være tryg, om Dansk Boldspil-Union kigger Bechs vej, når Morten Olsen om knap to år formentlig samler det danske landshold for sidste gang inden kontraktudløb.

Trænere oplever også formkurver på deres præstationer. Ganske som spillerne. Sådan må det være i et uhyre anstrengende fag, der virkelig er i hovedet hele tiden. Måske man kunne skrive, at Troels Bech i disse år bare oplever karrierens bedste tid?

OB er frem og tilbage, opture og nedture. Det er et ufærdigt fodboldhold, og OBerne øver sig stadig på Bechs idéer især i boldbesiddelse. Der mangler sikkert en håndfuld point i forhold til, hvad Troels Bech og ledelsen selv havde håbet på.  Men OB er allerede i dag et andet udtryk end det fysiske gaffeltruck-fodbold, vi gennem årene har lært at forbinde med den ambitiøse klub. Og OB laver point, for Troels Bech er dygtigere end de fleste til at finde pointene, også når de kun kan stjæles, og når forudsætningerne ellers ikke er optimale på aftenen.

Troels Bechs image har så fået en fin medvind af en række OB-spillere, som har lagt kilo på deres kompetencer. Rasmus Falk er jo tydelig landsholdskvalitet. Emil Larsen er heller ikke blevet en ringere fodboldspiller, og der er havrefras i forsvarsspilleren Daniel Høegh. Hvis OB-lederne ikke bliver utålmodige og mere krævende end realistiske, ligner Troels Bech for mig det bedste argument for, at OB i løbet af de kommende sæsoner igen kan tage et angreb på medaljeplaceringerne. Hvis han får lov, kan vi se frem til voldsomme udskiftninger i spillertruppen allerede til vinter.

Det bliver ikke i 2013, at OB vinder medaljer. Men det kommer. Begyndelsen antyder det.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard


Skriv en kommentar


 

Sporten.dk Seneste nyt