Juniorbold i Torino


Kommentar: Så knækkede FC Nordsjælland-snoren – men vent med den endelige dom

FC Nordsjælland har taget det store skridt op til rigtig europæisk fodbold efter den godkendte, men forudsigelige bog.

Indtil onsdag aften.

Langt fra chancer, men hæderligt spil i Donetsk.

En smule chancer, rigtigt pænt spil og så kørt over til sidst mod Chelsea.

Chancer og rigtig pænt spil og en flirt med sensationen og få minutter fra 1-0 sejren hjemme mod Juventus.

Naturlig, kontinuerlig og lovende udvikling af et hold, der konstant udvikler sig.

Og så: Smæld. Snoren sprang med et svirpende smæld onsdag aften i Torino. For første gang kunne man se, at modstanderen kommer fra en butik, der er 30 gange så stor som FC Nordsjælland, der er det formentlig billigste hold i dette års Champions League. For første gang kunne man se, at mere end et halvt landshold – på italiensk niveau – hos modstanderen stod overfor et dansk hold, hvor de bedste snuser til et dansk landshold, men ikke er stamspillere.

For første gang kunne man se, at et dansk hold, som man frygtede ville levere bovlam juniorbold på den internationale scene, endte præcist der, hvor man frygtede. Små drenge i store mænds hårde greb af menneskehænder.

FCN var på alle tænkelige parametre forkert kalibreret til denne svære opgave mod et Juventus-hold, som man vidste var under maksimalt pres, og hvor hvert minut ville øge det pres fra tribunen på Juventus Stadium. Det var derfor lidt af et chok at se en flok atleter til en af karrierens allerstørste opgaver agere, som havde de taget fejl af valium-tabletten og vitaminpillen. Dykket var kollektivt, hvor ingen løftede sig. Tværtimod blev det udstillet, hvor ekceptionelt sårbare FCN kan være taktisk, når modstanderne vinder presset på især kanterne, hvor Andreas Laudrup og Joshua John ikke gav nogen støtte til Parkhurst og Mtiliga.

Der var op til kampen stor tvivl om Nikolaj Stokholm, der i denne sæson har formået det næsten umulige: At løfte et højt dansk niveau med internationalt potentiale til et decideret internationalt niveau. Onsdag aften faldt han med kollegerne og lignede en mand, der var bundet sammen med gaffa-tape. Det var derfor overraskende at se Adu blive pillet ud i pausen.

Undertegnede har i hele dette forløb plæderet for, at FC Nordsjællands favntag med Champions League først kan bedømmes efter seks kampe. Jeg var skuffet efter Donetsk, positivt overrasket og særdeles positivt overrasket efter Chelsea og Juventus hjemme. Lige nu står FCN med kun Zagreb og Lille ’under sig’ med nul points fra de andre grupper. Zagreb med 0-10 i målscore, Lille er på 2-12. Men der står altså nu 1-11 ud for FC Nordsjælland. Det er stadig en hårfin balancegang for Kasper Hjulmands modige strategi: Kan han udfordre de store uden at gå markant på kompromis med filosofien? De første kampe gav et ja som svar ud fra en spillemæssig betragtning. Resultattavlen siger nej. 1-11 er på ingen måde godkendt. Den ‘kamp’ er i den grad stadig på vippen.

Kald mig en blød gammel nordjyde, men vent nu lige med den store blodøkse. FCN skal have chancen for at vise, at man bygger på og ikke kollapser.

I det historiske danske lys flirtede holdet i aftes med det største danske Champions League-nederlag nogensinde. Brøndby tabte 0-5 og 2-6 til Manchester United i 1998, mens FCK tabte 0-6 hjemme til Milan i 1993 på tærsklen til Champions League. Det var ikke lige det felt, vi havde set FCN være på vej ind i efter de tre første kampe.

Nogle vil mene, at dansk fodbold kom i problemer, da mesterskabet i foråret særdeles overraskende gled FCK af hænde, mens Carsten V. Jensen var igang med sin karrieres værste beslutning og Dame N’Doye var på vej i lufthavnen til et meget langt check-in. Det er da også korrekt, at FCK har en større erfaring end FCN, men lad mig minde om, at FCK tabte til Lille.

Og så må det også være på sin plads midt i så stor en skuffelse som den i Torino at give FCN-ejer Allan K. Pedersen og Kasper Hjulmand chancen for, at vise, at man ikke bare er med for at skumme 150 CL-mio. til Farum-forretningen, men er der for at bygge et nyt magtcenter op i dansk fodbold nu, hvor Brøndby nærmer sig udskiftningsboksen – trods pokalsejr i aftes.

De dispositioner er jeg særdeles spændt på at se gennem de kommende to transfervinduer. Jeg har stor respekt for det arbejde, begge har gjort indtil nu. Men jeg vil også blive umådeligt skuffet, hvis Okore, Parkhurst, Adu og Stokholm rejser ud eller går på pension uden, at man sigter højt. Jeg vil endda mene, at man en hylde op på flere positioner som f.eks. Ivan Runje, Mikkel Beckman, Andreas Laudrup, Anders Christiansen, m.fl.

FCN vil miste spillere, det kan ikke undgås, men erfaringen og pengene fra Champions League skal bruges offensivt.

Og skulle vi være rigtigt flinke, kan vi da lige påpege, at Barcelona  også tabte onsdag aften.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

 


Skriv en kommentar


 

Sporten.dk Seneste nyt