Nu har vi hørt, I kan synge om »store patter« – men vi vil egentlig bare gerne ha’ noget ordentlig bold, tak


Kommentar: Status på sportsmedierne anno 2012

»Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra (sæt selv klubnavn ind) af. Store patter!«

Der er noget befriende simpelt over mænd, der gør noget, som kvinder ikke forstår. Som for eksempel at fejre en fodboldsejr med at synge om den del af spædbarnsstadiet, som vi aldrig helt har givet slip på. Det, der måske så kan undre også flere af os mænd, er at alle fodboldhold har den samme slagsang. Hvorfor synger de alle sammen om de store linselygter?

Nå, men dagens emne er faglighed.  TV-stationerne betaler nu milliarder for at vise dansk Superliga over de kommende år. Seertallene står stille eller falder samlet set, så hvad er mere nærliggende end at komme endnu tættere på. 8 sekunder med træneren lige før kampen og i pausen. Kamera med i omklædningsrummet, så vi kan få de helt spontane følelser – og altså slagsangen.

Meget fint og fuldt forståeligt, at tv-produktet skal udvikles. Og hvad er mere nærliggende end at spice det op med lidt reality-tv fra baderummet.

Men er det det, seerne vil have? Falder seertallet, fordi vi nu kan vælge mellem i visse uger mere end 25 live-transmitterede kampe?

Forstå mig ret: Jeg vil gerne se Ariël Jacobs slippe det hele fri i omklædningsrummet, men jeg vil også se hans Euro-plan og kende FCKs præcise arbejde med Nicolai Jørgensens rolle og betydning for holdet.

Vi vil gerne se Glen Riddersholm lave en tre-dobbelt John Cleese på sidelinjen, men vi vil også vide, hvorfor hans klub balancerer på kanten af afgrunden.

Overtegnede er af en så velhængt årgang, at jeg i sin tid drømte om at blive sportsjournalist, fordi jeg stod op lørdag morgen for at læse i forældrenes Jyllands-Posten hvilken kamp, der blev sendt i Tipslørdag. Og det var det for den uge. 1 kamp. Og det var stort.

Nu får vi alt det bedste fra alle hylder og med flere kameraer end spillere.

Men midlet i den hårde konkurrence er ikke nødvendigvis forpustet hastighed og overfladiskhed.  Vi ville næppe se mere Onside eller Canal 9, om vi så kom med på spillernes sommer-chartertur til  Cypern og det blev lavet til »Kongerne af Agia Napa«.

Mange trænere og spillere derude er faktisk med på at udvikle produktet og lukke seerne helt ind til taktik-tavlen. At sætte fagligheden i højsædet og lade Per Frimann flytte magnetbrikker med Ariël Jacobs, Kasper Hjulmand og Troels Bech. Eller lade Frimann og det tv-mæssige stortalent Jesper Grønkjær gå 2-mod-1 på FC Nordsjællands Champions League-plan, så vi én gang for alle får boret emnet ud: Er FCN håbløse romantikere eller er det i virkeligheden de individuelle kvaliteter, der gør, at holdet står med en målscore på 3-16? Men det er som om, at pres på seertal altid får de ansvarlige til at søge ned i markedet og ikke op. Er det i virkeligheden en underkendelse af seerne?

Som jeg kender sportspublikummet, er det seere med en viden og interesse på absurd nørd-niveau. Og som gerne vil være klogere og tages alvorligt. Det så vi ved OL, hvor det var Danmarks Radios dækning af sejlsport og basketball, der fik mest credit for faglighed og begejstret formidling. Det så vi ved EM, hvor DR også vandt med blandt andet et suverænt finale-panel med massiv faglig tyngde, mens TV2 kom for letbenet ud. Og det var vel også netop den dimension, der skabte Elming og Bøjgaards NFL-gennembrud i sin tid – ikke cheerleaders, paparazzi-skud og lav fællesnævner.

Sandheden i tv-markedet er vel, at det meste udenom hovedkanalerne handler om at vinde sine nicher. Om at ramme spot-on på i det her tilfælde sportspublikummet.

I september holdt European Association for Sports Managements, en sammenslutning af forskere og ledere i sportens verden, konference i Aalborg, Her blev der præsenteret en stor undersøgelse af international sportsjournalistik på baggrund af en 2011-gennemgang af 80 aviser i 22 lande. Den gav en hård medfart til sportsjournalistikken generelt for at være overfladisk, have nul eller blot én kilde på mere end halvdelen af artiklerne. For at 90 procent af artiklerne var skrevet af mænd og 85 procent handlede om mænd. Cirka halvdelen af artiklerne handlede om fodbold. Lyder det af meget? I Rumænien var det 85 procent..

God journalistik kræver ressourcer. Det kræver, at medierne har eksperter, der kan gå helt dybt på den enkelte idrætsgren, ja sågar den enkelte klub. Det ser vi, når BT går helt dybt ind i OBs, Brøndbys eller AGFs maskinrum og kigger på magtstrukturer. Det ser vi, når flere medier graver ind til sandheden om spillet i Brøndby eller i cykelsporten.

Men det er sandt, at mange ressourcer går til flygtige, hastige og underholdende historier – ofte udført som digital journalistik. Men hvorfor ikke sætte som mål, at sport skal være det mest gravende journalistiske fagområde i 2013? At der hver dag i dit medie skal være en grund til, at de mediestøttede aviser og sites genererer selvstændig, væsentlig journalistik. På alle platforme, så nettet ikke kun bliver let og aviserne tunge.

Sportens publikum er krævende og vidende. Skulle vi ikke tage dem alvorligt, give dem høj faglighed, både når det kommer til fascinationen af idrætten og dagsordensættende historier?

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

 


Skriv en kommentar


 

Sporten.dk Seneste nyt