Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Nu har vi hørt, I kan synge om »store patter« – men vi vil egentlig bare gerne ha’ noget ordentlig bold, tak

lørdag, december 1st, 2012

Kommentar: Status på sportsmedierne anno 2012

»Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra (sæt selv klubnavn ind) af. Store patter!«

Der er noget befriende simpelt over mænd, der gør noget, som kvinder ikke forstår. Som for eksempel at fejre en fodboldsejr med at synge om den del af spædbarnsstadiet, som vi aldrig helt har givet slip på. Det, der måske så kan undre også flere af os mænd, er at alle fodboldhold har den samme slagsang. Hvorfor synger de alle sammen om de store linselygter?

Nå, men dagens emne er faglighed.  TV-stationerne betaler nu milliarder for at vise dansk Superliga over de kommende år. Seertallene står stille eller falder samlet set, så hvad er mere nærliggende end at komme endnu tættere på. 8 sekunder med træneren lige før kampen og i pausen. Kamera med i omklædningsrummet, så vi kan få de helt spontane følelser – og altså slagsangen.

Meget fint og fuldt forståeligt, at tv-produktet skal udvikles. Og hvad er mere nærliggende end at spice det op med lidt reality-tv fra baderummet.

Men er det det, seerne vil have? Falder seertallet, fordi vi nu kan vælge mellem i visse uger mere end 25 live-transmitterede kampe?

Forstå mig ret: Jeg vil gerne se Ariël Jacobs slippe det hele fri i omklædningsrummet, men jeg vil også se hans Euro-plan og kende FCKs præcise arbejde med Nicolai Jørgensens rolle og betydning for holdet.

Vi vil gerne se Glen Riddersholm lave en tre-dobbelt John Cleese på sidelinjen, men vi vil også vide, hvorfor hans klub balancerer på kanten af afgrunden.

Overtegnede er af en så velhængt årgang, at jeg i sin tid drømte om at blive sportsjournalist, fordi jeg stod op lørdag morgen for at læse i forældrenes Jyllands-Posten hvilken kamp, der blev sendt i Tipslørdag. Og det var det for den uge. 1 kamp. Og det var stort.

Nu får vi alt det bedste fra alle hylder og med flere kameraer end spillere.

Men midlet i den hårde konkurrence er ikke nødvendigvis forpustet hastighed og overfladiskhed.  Vi ville næppe se mere Onside eller Canal 9, om vi så kom med på spillernes sommer-chartertur til  Cypern og det blev lavet til »Kongerne af Agia Napa«.

Mange trænere og spillere derude er faktisk med på at udvikle produktet og lukke seerne helt ind til taktik-tavlen. At sætte fagligheden i højsædet og lade Per Frimann flytte magnetbrikker med Ariël Jacobs, Kasper Hjulmand og Troels Bech. Eller lade Frimann og det tv-mæssige stortalent Jesper Grønkjær gå 2-mod-1 på FC Nordsjællands Champions League-plan, så vi én gang for alle får boret emnet ud: Er FCN håbløse romantikere eller er det i virkeligheden de individuelle kvaliteter, der gør, at holdet står med en målscore på 3-16? Men det er som om, at pres på seertal altid får de ansvarlige til at søge ned i markedet og ikke op. Er det i virkeligheden en underkendelse af seerne?

Som jeg kender sportspublikummet, er det seere med en viden og interesse på absurd nørd-niveau. Og som gerne vil være klogere og tages alvorligt. Det så vi ved OL, hvor det var Danmarks Radios dækning af sejlsport og basketball, der fik mest credit for faglighed og begejstret formidling. Det så vi ved EM, hvor DR også vandt med blandt andet et suverænt finale-panel med massiv faglig tyngde, mens TV2 kom for letbenet ud. Og det var vel også netop den dimension, der skabte Elming og Bøjgaards NFL-gennembrud i sin tid – ikke cheerleaders, paparazzi-skud og lav fællesnævner.

Sandheden i tv-markedet er vel, at det meste udenom hovedkanalerne handler om at vinde sine nicher. Om at ramme spot-on på i det her tilfælde sportspublikummet.

I september holdt European Association for Sports Managements, en sammenslutning af forskere og ledere i sportens verden, konference i Aalborg, Her blev der præsenteret en stor undersøgelse af international sportsjournalistik på baggrund af en 2011-gennemgang af 80 aviser i 22 lande. Den gav en hård medfart til sportsjournalistikken generelt for at være overfladisk, have nul eller blot én kilde på mere end halvdelen af artiklerne. For at 90 procent af artiklerne var skrevet af mænd og 85 procent handlede om mænd. Cirka halvdelen af artiklerne handlede om fodbold. Lyder det af meget? I Rumænien var det 85 procent..

God journalistik kræver ressourcer. Det kræver, at medierne har eksperter, der kan gå helt dybt på den enkelte idrætsgren, ja sågar den enkelte klub. Det ser vi, når BT går helt dybt ind i OBs, Brøndbys eller AGFs maskinrum og kigger på magtstrukturer. Det ser vi, når flere medier graver ind til sandheden om spillet i Brøndby eller i cykelsporten.

Men det er sandt, at mange ressourcer går til flygtige, hastige og underholdende historier – ofte udført som digital journalistik. Men hvorfor ikke sætte som mål, at sport skal være det mest gravende journalistiske fagområde i 2013? At der hver dag i dit medie skal være en grund til, at de mediestøttede aviser og sites genererer selvstændig, væsentlig journalistik. På alle platforme, så nettet ikke kun bliver let og aviserne tunge.

Sportens publikum er krævende og vidende. Skulle vi ikke tage dem alvorligt, give dem høj faglighed, både når det kommer til fascinationen af idrætten og dagsordensættende historier?

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

 

OK stop så den snak om Adriano og lad os kigge lidt på 3-16

lørdag, november 24th, 2012

Kommentar: FC Nordsjælland som Champions League-gavebod

Den store lup har været på Champions League-rundens mest omtalte mål: Sat i ramme af Luiz Adriano, brasiliansk hønsetyv, der skulle bruge to døgn og det, han selv kaldte ’et studie af en video fra situationen’, før han kunne se, at der da vist var noget med et dommerkast og lidt ’problemas’.

Men ingen talte rigtigt om, at der stod 3-16 på den store Champions League-måltavle ud for FC Nordsjælland, og Kasper Hjulmand var på nippet til at tage sit efternavn lidt for årstid-bogstaveligt.

Lad os også lige rette blikket på Superligaens storebror, fodboldlandsholdet. Her talte alle om Patrick Mtiliga, da holdet sluttede efterårets VM-kvalifikation af i Italien. Spilleren, der nægtede at spille for sit land, fordi han følte sig dårligt behandlet af Morten Olsen. Ingen talte om de 2-4, der stod på Olsens store VM-tavle efter tre skuffelser på stribe af forskellig alvorsgrad.

Hvis man var politiker eller politisk kommentator ville man tænke ’sørme smart spin, det der’, men desværre er det ikke spin. Og desværre går problemet ikke væk. 2012 har været et gennemført dårligt fodboldår.

Danmark var kvalificeret til EM-slutrunden i Polen og Ukraine og for første gang havde Danmark i kraft af FCKs og sekundært AaBs fine europæiske resultater sparet sammen til en direkte kvalifikation til Champions League. Men hvad fik vi så?

En hylende heldig sejr over Holland og farvel til EM samt et rigtigt dårligt udgangspunkt for VM i Brasilien i sommeren 2014. En flot fight og ét sølle point til FC Nordsjælland.

OK, modstanderne var i hvert fald i EM og Champions League hentet fra øverste hylde, men begge steder var det stadig under niveau.

Det interessante er at kigge på spillestilen. Både landsholdet og FC Nordsjælland praktiserer en modig, ambitiøs og særdeles krævende spillestil, En spillestil, som normalt praktiseres af hold med fodboldens ypperste atleter til rådighed. Det har Danmark af naturlige årsager ikke. Kun i helt sjældne generationer kan vi hente spillere fra øverste hylde, som det var tilfældet i 80’erne med Elkjær, Laudrup, Arnesen, Mølby, Olsen og Lerby og som vi også så i 90’erne med Schmeichel, Laudrup og Laudrup. Dér befinder kun én spiller sig konstant i  dag: Daniel Agger.

Og for Nordsjælland er forskellene endnu større.

Det vil være let og taknemmeligt at sige, at spillestilen er naiv og dumdristig og at man i højere grad skal indrette sig efter modstanderen. Olsen, hans makker Peter Bonde og Kasper Hjulmand vil formentlig også sige, at taktikken er fyldt med nuancer, og at man tager hensyn til modstanderne.

Jeg vil stilfærdigt konstatere, at 2012-erfaringerne viser, at man ikke tog nok hensyn. Danmark formåede ikke spillemæssigt at komme i nærheden af egen stil mod især Holland (trods sejr) og Tyskland, mens FC Nordsjælland faktisk på det spillemæssige har været tættere på at matche deres modstandere ude på banen, mens man nærmest er blevet knust på både den forreste tredjedel og især den bagerste tredjedel af banen. Ja, med 3-16 kan man nærmest sige, at Nordsjælland blev smadret i eget felt og at man på 10 fulde halvlege har været i stand til at skabe færre chancer end Juventus skabte på én i Torino.

FC Nordsjælland skal vise, at de lærepenge de fik foræret via andres arbejde (husk venligst lige det, Allan K. Pedersen) bliver indfriet. Fortsat kollektiv udvikling, taktisk udvikling, så man ikke ender som pakke-kalender for de store en gang mere og så især investering i yderligere individuel klasse, så flere kan matche Stokholm, Adu, John og Okore (trods dennes udsving).

Landsholdet skal have fundet ny dynamit til midtbanen. Det blev alt for meget repeat omkring William Kvist på melodien »til siden-til siden-tilbage-til siden-og så den vilde-til den anden side«. Det var en hel befrielse at se Casper Sloth fra AGF komme ind mod Tyrkiet og aflevere i dybden. Her kunne Olsen godt bruge et par dages efteruddannelse – for nu at lave lidt helligbrøde – hos Drillo!

Mange danske midtbanespillere kunne med fordel kigge på Adu hos FCN og hans bevægelsesmønstre. Hans vendinger med bolden er  ofte i international klasse, og han tænker og afleverer ofte dybt

Må 2013 blive et år med fremskridt. Jeg kan være bekymret for, at landsholdet har sat for meget til, men FCK og FCN bør tage ansvaret for dansk klubfodbold og være ambitiøse.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

 

Så overgik Brøndby endelig FCK

fredag, november 23rd, 2012

Kommentar: Med Superliga-historiens største minus tog Brøndby fredag endnu et skridt mod afgrunden

Det var drømmen om at blive større end de nye opkomlinge inde fra byen, FC København, der startede Brøndbys skråplan.

Det var Per Bjerregaards hidsige rivalisering med den højrøstede Flemming Østergaard fra Parken, der gav Brøndby volumensyge, fik Bjerregaard til at forlade det stærke talentspor og fik ham til at miste dømmekraften, så hans egen søn blev Superligahistoriens måske største fejlansættelse.

Nu ligger FCK så nummer 1 i Superligaen, Brøndby ligger sidst og resten er på vej til at blive historie.

Fredag formåede Brøndby så endelig at overgå FCK. I 2009 fejede FCKs nye ledelse op, afskrev finanskrisen i et hug og sendte et chokregnskab på minus 239 mio. (246 mio. før skat) til Fondsbørsen. Den rekord slår Brøndby i 2012. I dag skrev man – mod sædvane pænt før lukketid fredag eftermiddag – til børsen med nyheden om, at man forventer at ende året med et historisk minus på 245-250 mio. kroner. Det var nok ikke lige i den konkurrence, Bjerregaard havde drømt om, at Brøndby skulle overgå rekorden fra Østergaards sidste år.

De to virkelige bomber i regnskabet var, at redningsplanen med den tidligere direktør, Frank Buch-Andersen, i spidsen for en investor-gruppe var faldet til jorden. Og at Brøndby nu endelig åbner for professionelle investorer ved at ophæve opdelingen i A- og B-aktier – og går fra forening med stærke værdier til forretning, som alle i princippet kan købe sig ind i.

Buch-Andersen fortæller åbent, at Brøndby takkede nej til hans krav. Men vi får i første omgang ikke at vide, om Buch stødte sig på spøgelset Bjerregaard, som stadig agerer i kulissen, men ikke længere sidder i profbestyrelsen.

Vi får heller ikke nu at vide, om Buchs investor-venner er løbet skrigende væk med udsigten til et hold, der kan være på vej i 1. division, en hærskare af amatører på ledelsesplan og diverse økonomiske minussager.

Hvad hører jeg og hvad tror jeg? Buch ville formentlig sætte et mere professionelt ledelseshold. Bestyrelse og direktion skulle altså bakse med en plan, der ville betyde deres egen afsked. Av, den er giftig, ja, men alternativet er altså, at Brøndby går konkurs, og bestyrelsen ville komme til at ligne en firedobbelt Tønder Bank – bare uden Finanstilsyn.

Bjerregaard findes stadig, men har ingen formel magt, så vi kan ikke give ham skylden. Det må dermed være formand Steen Lerche, Benny Winther og direktør Tommy Håkansson, der bærer ansvaret for, at klubben stadig er  over personerne. Det ansvar må man håbe de lever op til.

Forestil dig, at klubben går konkurs og Buch efterfølgende kan påvise tilsagn fra investorer. Så har vi at gøre med sportens største kulturinstitution, som går ned på grund af personbårne fejldispositioner.

For alles skyld må man i den grad håbe, at bestyrelsen (+Bjerregaard) har kontakt med (internationale) investorer, der kan se potentialet i det, der efterhånden ’bare’ er Danmarks bedste fanopbakning og dermed dansk idræts måske største kærlighedshistorie.

Holdet? Spiller klart bedre. Auri sætter ikke længere holdkortet med spredehagl (en slags Faxe-effekt?).  Der er noget, der bare tilnærmelsesvis ligner en linje i den måde, Brøndby spiller fodbold på. Det har vi ikke set meget af i hele 2012.

Man skal ikke falde på halen over, at Brøndby præsterer mod Silkeborg, som under Bordinggaard reelt i perioder af kampene ikke havde et egentligt budniveau. Det må man sige om Esbjerg, der er et veldrevet hold, der er meget svære at spille imod. Dem dominerede Brøndby ganske imponerende sidste weekend.

Men presset er maksimalt. De tre kampe, der resterer inden jul kan betyde forskellen på investorer og ingen investorer – altså forskellen mellem liv og død. Det er Horsens søndag (hjemme), FC Nordsjælland (ude) og så en formentlig uhyre giftig fredagskamp mod Sønderjyske d. 7. december – især den sidste kan allerede set herfra ligne noget, der kan blive en nærmest Superligahistorisk skæbnekamp.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann


Her er opskriften på succes

lørdag, november 10th, 2012

Kommentar: Det lærte vi af Europa i denne uge – det lærer vi af Superligaen lige nu. 

Er 1-11 et sandt billede af Danmarks position ved Europas fodboldmæssige højbord?

Er to æg i ugens internationale sæt det rigtige billede: 0-4 og 0-2?

Er sløje præstationer i forskellige grader af de øvrige hold med AGFs præstation som et fyrtårn af forsømmelse?

Desværre må jeg svare i hvert fald delvist ja. William Kvist sagde det befriende kontant torsdag aften efter den fremrykkede nytårsaften i Parken: ”Det er jo med al respekt ikke Sønderjyske og Silkeborg, vi møder til daglig. Det er Dortmund, og det er bare et andet niveau.”

Nu er det ikke, fordi Stuttgart på den måde har efterladt en bibel af inspiration i de to kampe mod FCK. Det har nærmest været som at køre i en dejlig tysk Ford Mondeo – årgang 1998 – selvom Stuttgart er hjembyen for Mercedes-fabrikkerne.

Men det er bare så skrigende evident, at fodbold afgøres i felterne. Meget mere udstillet på den internationale scene, hvor FCN f.eks. nussede fodbold i 60 procent af tiden i Donetsk, ikke med den største Nasa-kikkert kunne skimte skyggen af en målchance og blev udstillet to gange i modsatte felt: 0-2.

Eller FCK, der har spillet 360 minutter plus det løse og været ganske langt fra at skabe store og mange chancer og blot præsteret at score to mål mod en sammenlignelig modstander, norske Molde.

Man kan endnu ikke erklære hverken FCK eller FCN for dumpet i årets internationale eksamen. Men i det lidt længere udviklingslys er det værd at kigge på, hvor lang tid det tager at tillære sig og opbygge internationalt niveau. Klubber som Brøndby og FCK brugte et kontinuerligt årti på at komme derop. Andre som AaB gjorde det hurtigere lige før finanskrisen med et godt og dyrt hold.

FC Nordsjælland er sprunget direkte fra et par løse kampe mod Sporting Lissabon til maksimalt tryk i Champions League. Her havde seks kampe i Euro League været en god trædesten på udviklingsvejen. Eller bare en knapt så vild pulje. Det afgørende for klubbens og holdets udvikling bliver, hvordan man bygger op og skifter ud gennem de to næste transfervinduer.

FC København brugte under Ståle Solbakken godt fire år på at opbygge det stærke hold, der kulminerede med sejre over Panathinaikos, Rubin Kazan og flotte kampe mod Barcelona og Chelsea i 2010/2011. 2006-holdet, der også præsterede under Ståle Solbakken blev optimeret af nordmanden, men var opbygget i årene før.

Det nuværende hold er endnu ikke på nøglepositioner præget direkte af Ariël Jacobs indkøb. Det har reelt præsteret over evne, hvor Jacobs havde en heldig hånd ved at lade angrebet bestå af Cesar Santin – i perioder Asterix helt uden trylledrik – og hans ven Andreas Cornelius – en meget ung Obelix. FCK har stadig ikke fundet de virkelige stabile klassefigurer i hverken centerforsvar, midtbane eller angreb på det niveau, som Antonsson, Kvist og N’Doye præsterede i 2010.

Det afgørende er, at Danmark får en fast, gerne kontinuerlig stærk top, som kan tilegne sig de internationale erfaringer. Og gerne også kan centralisere de store Superliga-økonomier på to-tre klubber. Med alverdens respekt for Horsens, Midtjylland og AGFs erfaringer, så har det kun for alvor værdi for dansk fodbold, hvis det er trin på erfaringsvejen og kan følges op gerne året efter. Vi har i den grad ikke brug for, at AGF får en fin vimpel til klubhuset og ellers bare blamerer Danmark og sætter alt det, andre har opbygget over styr.

Hvis man lige skal se på den nationale scene, så er vejen til toppen en anelse kortere. Hvor den rigtige opbygning til at kunne noget i Europa tager 4-5 år, kan man vende fra bundplacering til topplacering i Superligaen på blot to år. Og omvendt.

I maj 2011 var AaB et minut og et Esbjerg-mål fra Tim Janssen fra at rykke ud af ligaen. Over sidste sæsons 7. plads, er holdet nu i top 3 og er i færd med at vise den strategiske vej for nutidens aktuelle fodboldmarked.

OB er gået fra forårets dans med nedrykningsstregen til en lovende mellemsæson med pil fremad under Troels Bech. Tårnhøjt topniveau som vist mod FC Nordsjælland, FC København og til dels AGF, men også så store udsving, at OB endnu bare er på vej fremad.

Vil Brøndby kunne ’lave en AaB’, hvis man skulle redde sig i år? Her spiller andre faktorer ind. Økonomi, ledelsesstruktur, kultur og værdier er så bulede, uklare og i nogle tilfælde syge, at man nok skal berede sig på adskillige mellemsæsoner, hvis Brøndby altså bliver reddet.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

 

Ørnen er blevet en ucharmerende struds

fredag, november 9th, 2012

Jeg er muligvis mere sårbar end gennemsnittet over for den lukkethed, som i øjeblikket præger Bjarne Riis og hans cykelhold.

Fordi jeg har brugt en pæn del år på at høre både Riis, B.S. Christiansen, dele af hans rytterstab og skiftende pressechefer tale om, hvor meget kommunikation, åbenhed, respekt, ærlighed (find selv på flere lignende buzz words) betyder for holdet.

Der er blevet talt om et værdisæt så specielt og fint, at holdet skulle være noget ganske særligt i det internationale cykelfelt. Og i perioder er man vel endda også nogen grad lykkedes med den historiefortælling om holdet.
Sandheden er i dag, at ørnen Riis er blevet til struds, der har stukket sit hoved så langt ind i busken, at han – hvis han nogensinde kigger op igen – nok gør klogt i at vente både et par hele og halve måneder med at læse op fra sine værdisæt. Riis rimer på alt andet end åbenhed og kommunikation lige nu.

Når holdet i næste uge samles til trænings- og teambuildinglejr på Gran Canaria er det uden tidligere timers charmeoffensiv over for pressen for at få et indblik i holdets helt særlige kultur. Ja, faktisk har pressechef Anders Damgaard gjort sit for at understrege, hvor lidt man ønsker pressen omkring sig. Det står selvfølgelig holdet frit for ikke at ønske kontakt med pressen, men dette er skrevet for at vise, hvor langt væk det er fra, hvad holdet har beskrevet som sit eget dna.

Et cykelhold lever af resultater og omtale. Og ikke ret meget andet. Derfor kan arbejdet med at gemme sig ikke tolkes anderledes, end at man ikke har en ordentlig og sand historie at fortælle. Sekundært, at man ikke tror på den løgn, der skal bruges som forklaring på den seneste tids alvorlige anklager om organiseret doping på holdet.

Hvad venter Riis mon på? At det hele går over? At verden glemmer de meget konkrete og meget detaljerede anklager, som ikke mindst Tyler Hamilton har fremsat mod holdejeren? Jeg tror ikke engang, at Riis selv tror på, at det kommer til at ske.

Jeg tror derimod, at han venter på at se en strømning: Hvordan modtages de indrømmelser, der er kommet frem den seneste måned? Gives der plads til, at man kan være en del af cykelsportens fremtid, selv om man ikke tegner sig for de smukkeste kapitler i fortiden?

Lige nu er der ikke et entydigt svar på dette, og Riis bøvler selvfølgelig gevaldigt med, at han allerede en gang har fået en ekstra chance, men at han dengang lovede, at det med doping kun hørte hans tid som rytter til.
Og ja, alt dette er skrevet med det udgangspunkt, at Tyler Hamiltons historie er troværdig. Det er der, jeg står.

Og den følelse bliver kun stærkere af, at ørnen leger struds.

Juniorbold i Torino

onsdag, november 7th, 2012

Kommentar: Så knækkede FC Nordsjælland-snoren – men vent med den endelige dom

FC Nordsjælland har taget det store skridt op til rigtig europæisk fodbold efter den godkendte, men forudsigelige bog.

Indtil onsdag aften.

Langt fra chancer, men hæderligt spil i Donetsk.

En smule chancer, rigtigt pænt spil og så kørt over til sidst mod Chelsea.

Chancer og rigtig pænt spil og en flirt med sensationen og få minutter fra 1-0 sejren hjemme mod Juventus.

Naturlig, kontinuerlig og lovende udvikling af et hold, der konstant udvikler sig.

Og så: Smæld. Snoren sprang med et svirpende smæld onsdag aften i Torino. For første gang kunne man se, at modstanderen kommer fra en butik, der er 30 gange så stor som FC Nordsjælland, der er det formentlig billigste hold i dette års Champions League. For første gang kunne man se, at mere end et halvt landshold – på italiensk niveau – hos modstanderen stod overfor et dansk hold, hvor de bedste snuser til et dansk landshold, men ikke er stamspillere.

For første gang kunne man se, at et dansk hold, som man frygtede ville levere bovlam juniorbold på den internationale scene, endte præcist der, hvor man frygtede. Små drenge i store mænds hårde greb af menneskehænder.

FCN var på alle tænkelige parametre forkert kalibreret til denne svære opgave mod et Juventus-hold, som man vidste var under maksimalt pres, og hvor hvert minut ville øge det pres fra tribunen på Juventus Stadium. Det var derfor lidt af et chok at se en flok atleter til en af karrierens allerstørste opgaver agere, som havde de taget fejl af valium-tabletten og vitaminpillen. Dykket var kollektivt, hvor ingen løftede sig. Tværtimod blev det udstillet, hvor ekceptionelt sårbare FCN kan være taktisk, når modstanderne vinder presset på især kanterne, hvor Andreas Laudrup og Joshua John ikke gav nogen støtte til Parkhurst og Mtiliga.

Der var op til kampen stor tvivl om Nikolaj Stokholm, der i denne sæson har formået det næsten umulige: At løfte et højt dansk niveau med internationalt potentiale til et decideret internationalt niveau. Onsdag aften faldt han med kollegerne og lignede en mand, der var bundet sammen med gaffa-tape. Det var derfor overraskende at se Adu blive pillet ud i pausen.

Undertegnede har i hele dette forløb plæderet for, at FC Nordsjællands favntag med Champions League først kan bedømmes efter seks kampe. Jeg var skuffet efter Donetsk, positivt overrasket og særdeles positivt overrasket efter Chelsea og Juventus hjemme. Lige nu står FCN med kun Zagreb og Lille ’under sig’ med nul points fra de andre grupper. Zagreb med 0-10 i målscore, Lille er på 2-12. Men der står altså nu 1-11 ud for FC Nordsjælland. Det er stadig en hårfin balancegang for Kasper Hjulmands modige strategi: Kan han udfordre de store uden at gå markant på kompromis med filosofien? De første kampe gav et ja som svar ud fra en spillemæssig betragtning. Resultattavlen siger nej. 1-11 er på ingen måde godkendt. Den ‘kamp’ er i den grad stadig på vippen.

Kald mig en blød gammel nordjyde, men vent nu lige med den store blodøkse. FCN skal have chancen for at vise, at man bygger på og ikke kollapser.

I det historiske danske lys flirtede holdet i aftes med det største danske Champions League-nederlag nogensinde. Brøndby tabte 0-5 og 2-6 til Manchester United i 1998, mens FCK tabte 0-6 hjemme til Milan i 1993 på tærsklen til Champions League. Det var ikke lige det felt, vi havde set FCN være på vej ind i efter de tre første kampe.

Nogle vil mene, at dansk fodbold kom i problemer, da mesterskabet i foråret særdeles overraskende gled FCK af hænde, mens Carsten V. Jensen var igang med sin karrieres værste beslutning og Dame N’Doye var på vej i lufthavnen til et meget langt check-in. Det er da også korrekt, at FCK har en større erfaring end FCN, men lad mig minde om, at FCK tabte til Lille.

Og så må det også være på sin plads midt i så stor en skuffelse som den i Torino at give FCN-ejer Allan K. Pedersen og Kasper Hjulmand chancen for, at vise, at man ikke bare er med for at skumme 150 CL-mio. til Farum-forretningen, men er der for at bygge et nyt magtcenter op i dansk fodbold nu, hvor Brøndby nærmer sig udskiftningsboksen – trods pokalsejr i aftes.

De dispositioner er jeg særdeles spændt på at se gennem de kommende to transfervinduer. Jeg har stor respekt for det arbejde, begge har gjort indtil nu. Men jeg vil også blive umådeligt skuffet, hvis Okore, Parkhurst, Adu og Stokholm rejser ud eller går på pension uden, at man sigter højt. Jeg vil endda mene, at man en hylde op på flere positioner som f.eks. Ivan Runje, Mikkel Beckman, Andreas Laudrup, Anders Christiansen, m.fl.

FCN vil miste spillere, det kan ikke undgås, men erfaringen og pengene fra Champions League skal bruges offensivt.

Og skulle vi være rigtigt flinke, kan vi da lige påpege, at Barcelona  også tabte onsdag aften.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

 

Ole Bjur skal med under luppen

onsdag, november 7th, 2012

Brøndbys sportschef Ole Bjur er dygtigt fløjet under radaren, mens der længe og bredt er blevet formuleret kritik af Brøndbys bekymrende fald.

Men har han ikke aktier i dette bemærkelsesværdige og åbenbart vedvarende dyk? Også hans resultater og periode kan vist efterhånden kalde på en tur under luppen.

Den tidligere landsholdsspiller blev i oktober 2010 tilknyttet Brøndby som konsulent for daværende cheftræner Henrik Jensen.

»En dygtig leder og analytiker og med en stor portion vindermentalitet,« mente Henrik Jensen dengang.

Man kan vel i dag diskutere værdien af Bjurs analyseværktøj. Og måske også spørge, om Bjurs vindermentalitet overhovedet kan smitte. Det virker ikke sådan endnu.

Brøndbys ledelse så dog straks en masse energi i Ole Bjur, som i marts 2011 blev præsenteret som klubbens sportschef.

Siden Bjur fik det ansvar, har Brøndby scoret 1,2 point i gennemsnit per kamp i Superligaen. Det er kun gået én vej under Ole Bjur trods skiftende trænere og spillere. Ned, ned, ned.

Gennem 52 kampe i Superligaen over lidt mere end halvandet år – og det er vist tilstrækkeligt til at tale om en tendens – har Brøndby under Ole Bjurs chef-ledelse oplevet et pointtab 36 gange.

Er det tal, der indikerer, at der kun er udfordringer på græsset i weekenden. Eller kunne man få den tanke, at sportschefen har overset udfordringer også i klubbens indre arbejdsliv?

Ole Bjur gav i forgårs – da han for 213. gang blev spurgt til Auri Skarbalius’ situation – udtryk for, at problemet i Brøndby »ikke ligger på trænersiden«.

Det er vanvittigt godt set, hvis det viser sig, han får ret.

Det ligner uansvarlighed, hvis analysen er forkert.

Ole Bjur taler i stedet om presset. Det er presset, Brøndby dårligt kan håndtere.

Jeg minder bare om, at det er Ole Bjur, der har skullet udvælge, udvikle og tage ansvar for en i stigende grad apatisk træner og for en spillertrup, som åbenbart slet ikke kan finde topniveau, endsige håndtere det pres, som ellers på godt og ondt har præget Brøndby siden 80′erne.

Ole Bjur så ikke godt ud, da klubbens stortalenter Pierre Emile Højbjerg og Patrick Olsen forlod Brøndby i sidste sæson. De to unge knægte – potentielt enorme aktiver på sigt – valgte henholdsvis Bayern München og Inter, og hvem kan konkurrere med det?

Men de forlod begge Brøndby med en dårlig fornemmelse. Der blev fra begge lejre talt om uklare planer, endda brudte løfter eller dårligt klima i truppen.

Ole Bjur afviste i markante vendinger. Og selv om Bjur har ret, er det ikke udtryk for en sund virkelighed, at to markante Brøndby-talenter – selve kernen af Brøndbys fodboldfremtid – føler sig fristet til ikke bare at skifte græs, men også smækker med døren og sparker bagud. Så har håndteringen derinde i Brøndbys indre liv i hvert fald været mangelfuld, og det falder tilbage på sportschefen.

Og tænk, hvis de to spillere har ret. Ja, man kan da lege med tanken. Tænk, hvis Ole Bjur virkelig ikke kan se, at der er Brøndby-spillere, som ikke gider projektet.

Jeg hørte sportschefen tale til sponsorerne før nederlaget til OB i søndags. Han sagde blandt andet, det var »helt uacceptabelt« at ligge, hvor Brøndby ligger.

Uacceptabelt?

Det er formentlig Ole Bjurs berømte vindermentalitet indrammet. Og respekt for det. Men kunne det ikke også være en retorik, der lige præcist skaber det pres, som efter Bjurs egen overbevisning ødelægger det hele for Brøndby?

Jeg har et bud på, hvad man kunne mene om en sportschef, som i en neurotisk situation påtager sig en storklubs retorik, og som tilsyneladende ikke tør angribe problemets kerne med andet end en konsulentaftale og i øvrigt snak om, at en forløsende sejr eller to nok vender hele skibet.

Man kunne mene, det er uacceptabelt.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard

Hvem putter penge i Brøndbys hul nu?

mandag, november 5th, 2012

Kommentar: Vi står på kanten af den største skandale i dansk idræts historie – skæbneuge igang

Der var nærmest Liverpool-stemning på Brøndby Stadion søndag aften. Superligaens bedste fans lød som den berømte The Kop-tribune fra Beatles-byen. Bagud 0-2, på kurs mod nedrykning og med en mand smidt ud sang de højere end på noget tidspunkt i sæsonen, mens deres helte blev jordnære på græsset.

Brøndby tabte 0-3 til OB, er nu isoleret i bunden og balancerer – hvad der er meget mere alvorligt – på kanten af den største skandale i dansk idræts historie. En nedrykning vil være slem, men en konkurs til den mest populære institution i dansk idræts historie vil være skandaløs. En klub, der har trukket 10 millioner tilskuere (*) i toppen af dansk fodbold og sat både sportslige og økonomiske standarder for de øvrige, burde ikke kunne synke så dybt.

Men lige nu truer ikke bare nedrykning til 1. division, men tvangsdegradering til Danmarksserien som følge af en konkurs. Jeg taler stadig med mange, der påstår, at Brøndby alene på grund af sit potentiale ikke kan gå konkurs. Lige nu arbejdes der på tilførsel af 10 mio. kroner fra de trofaste fans i et spændende medejerskab, 25 mio. kroner fra investorer i akutpakke 1 fra Frank Buch-Andersen med nye og gamle investorer og senere garanti om 150 mio. kroner fra den udvidede Buch-kreds i akutpakke 2.

Tillad mig de to polemiske spørgsmål: Hvilken fan smider 10.000 eller bare 2500 kr. af sparepengene i Brøndby-aktier lige nu? Hvilken investor har 10 løse mio. til at putte i et projekt, hvor der først skal fyldes huller for måske 50 mio. kroner? Og hvor manden bag både opturen og nedturen, Per Bjerregaard, fortsat klamrer sig til den sidste planke.

Jo længere tid, der er gået og jo mere Brøndby er skruet fast i bunden, jo større er hullet blevet. Derfor er det sandsynligt, at tiden arbejder imod alle rekonstruktions-planer. Investorer får kolde fødder, magten er stadig uklar, fordi Bjerregaards rolle stadig er ødelæggende uafklaret. Alle fans ved nu, at selv 10 mio. bare er en klud i et stort hul.

Investorerne fornemmer, at Brøndby ikke arbejder hurtigt og dygtigt nok. At et børsprospekt ikke synes på ekspres-skinner. At den nuværende ledelse og bestyrelse er bange for selv at ryge ud under nye ejere.
Kort sagt: Magten sejler rundt i uklarhed og manglende beslutninger.

Brøndbys sygdom begyndte i det øjeblik, man forlod kernen som den stærke forening med det store forretningspotentiale. Det var sidst i 90erne, da FC København for alvor begyndte at rykke. Michael Laudrup og nyt stadion blev den skinnende overflade, det forgyldte plaster, der dækkede over et begyndende sår. På BT skrev vi om problemerne dengang – og fik ikke ligefrem ros i Brøndby og omegn.

Og senere klaskede Jesper ’Kasi’ Nielsen en trecifret millionforbinding ovenpå den alvorligt syge patient. Under disse dyre overfladebehandlinger voksede sygdommen i Brøndby.

Kan den reddes på et halvt år med en stor check? Kan den reddes på et år i 1. division?

Jeg er helt sikker på, at Brøndby kommer igen.  Jeg er bare ikke sikker på, at det bliver i 2012 eller 2013.

PS: Nej, Auri Skarbalius er desværre ikke den rigtige træner lige nu. Men i en organisation uden klar magtstruktur, er der ikke tænkt tidligt nok i hverken rigtig chef eller rigtig afløser. Tror man på John Jensen, skal der skiftes nu. Investor-fødderne bliver ikke varme af at vente på et nederlag til det eneste hold, der på nogen måde kan siges at spille nærmest konsekvent dårligere end Brøndby: Silkeborg. Og runden efter venter Esbjerg. Går det galt med Brøndbys tillid til Auri her, vil investorerne lede efter det mindste påskud for at putte pengene dybt ned i lommen igen.

*Note 1: I en tilskueroptælling fra Superligaens start i 1991 har Brøndby trukket 8,1 mio. tilskuere mod FCKs 7,9. Det må forventes, at FCK passerer Brøndby måske allerede i denne sæson. Men da Brøndby dominerede i årene før Superligaens start, mens FCK var tilskuersvage B1903 og sekundære KB er afstanden igennem det seneste kvarte århundrede større.

Note 2: Brøndbys tilskuere gennemgår i disse måneder en forbilledlig udvikling. Fra frustrerede fans, der sang negativt og forlod stadion meget tidligt ved modgang, er de nu gået fra frustration til tapperhed. Det burde kunne inspirere spillerne. Det er i hvert fald inspirerende for os andre at følge.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

 

Troels Bech flytter OB

mandag, november 5th, 2012

Hvor lang tid skal det tage at ændre en fodboldklubs sportslige konkurrencestyrke bare en anelse?

Auri Skarbalius beder stadig om tålmodighed i Brøndby. Det meste handler om, at det må komme på et tidspunkt. Brøndby har vundet en enkelt Superliga-kamp i de sidste 19 forsøg.

Glen Riddersholm har også i mange, mange måneder talt om en proces, der tager tid. Alt imens FC Midtjylland flyver længere og længere væk fra den tabeltop, klubben ellers engang prægede.

Det tager åbenbart tid den slags.

Hvis ikke vi har lært andet fra denne Superliga-sæson, har vi da lært dette. Det er alt sammen en proces, og vi må have tålmodighed. Nogle gange i årevis.

Troels Bech kunne da med rette tale om proces, hver eneste gang han ser en mikrofon.

Troels Bech skulle ikke bare renskrive et afprøvet projekt, da han i sommer skiftede til OB. Han skulle mase en helt ny tilgang til Superliga-fodbold ned over de stribede. OB ville gerne ændre attitude både på og uden for banen – i en ny strategi, der handler blandt andet om det lokale udgangspunkt på Fyn, om en anden arbejdsdisciplin, en anden spilkultur.

Han overtog en klub, der havde flirtet med nedrykning efter først afskedigelsen af Henrik Clausen og siden det lige så nervøse vikariat i hænderne på sportschefen Poul Hansen.

Jeg synes ikke, man kan påstå, at OB er markant forstærket siden sidste sæson. Ikke markant. Der er stadig store oprydninger også i spillertruppen. Og de kommer. Men Troels Bech har allerede sat høj fart og tydeligt præg på en udvikling på Fyn.

Jeg har endnu ikke hørt ham bruge det enorme behov for forandring som en undskyldning. Jeg oplever det som befriende. Lige som det er befriende, når eksempelvis hverken Peter Sørensen i AGF eller Colin Todd i Randers taler om behovet for tålmodighed, om respekten for en proces.

Jeg har før og ved flere lejligheder markeret, at Troels Bech sagtens kunne være en af Danmarks bedste fodboldtrænere, og jeg vil stadig være tryg, om Dansk Boldspil-Union kigger Bechs vej, når Morten Olsen om knap to år formentlig samler det danske landshold for sidste gang inden kontraktudløb.

Trænere oplever også formkurver på deres præstationer. Ganske som spillerne. Sådan må det være i et uhyre anstrengende fag, der virkelig er i hovedet hele tiden. Måske man kunne skrive, at Troels Bech i disse år bare oplever karrierens bedste tid?

OB er frem og tilbage, opture og nedture. Det er et ufærdigt fodboldhold, og OBerne øver sig stadig på Bechs idéer især i boldbesiddelse. Der mangler sikkert en håndfuld point i forhold til, hvad Troels Bech og ledelsen selv havde håbet på.  Men OB er allerede i dag et andet udtryk end det fysiske gaffeltruck-fodbold, vi gennem årene har lært at forbinde med den ambitiøse klub. Og OB laver point, for Troels Bech er dygtigere end de fleste til at finde pointene, også når de kun kan stjæles, og når forudsætningerne ellers ikke er optimale på aftenen.

Troels Bechs image har så fået en fin medvind af en række OB-spillere, som har lagt kilo på deres kompetencer. Rasmus Falk er jo tydelig landsholdskvalitet. Emil Larsen er heller ikke blevet en ringere fodboldspiller, og der er havrefras i forsvarsspilleren Daniel Høegh. Hvis OB-lederne ikke bliver utålmodige og mere krævende end realistiske, ligner Troels Bech for mig det bedste argument for, at OB i løbet af de kommende sæsoner igen kan tage et angreb på medaljeplaceringerne. Hvis han får lov, kan vi se frem til voldsomme udskiftninger i spillertruppen allerede til vinter.

Det bliver ikke i 2013, at OB vinder medaljer. Men det kommer. Begyndelsen antyder det.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard

Landsholdene taber til klubberne i fremtiden

lørdag, november 3rd, 2012

Kommentar: Man skal ikke være naiv – klubberne vinder i fremtiden. Pengene bestemmer. Kig på NHL. Kig på Champions League. 

Tak ska’ du ellers ha’ for et ramaskrig. Flensburg-Handewitt, der betaler danskeren Michael V. Knudsens formentlig ret høje løn, har bedt ham om at passe sit arbejde.

Skulle det nu være så usædvanligt?

Jo, sagen er, at Flensburg har sagt til Knudsen, at hvis han skal være på høj løn et år mere i den tyske storklub, så skal han ikke spille VM i Spanien til januar. Knudsen har med sine 34 år, 228 landskampe og et generelt særdeles belastende job som stregspiller en høj skadesfrekvens, som næppe bliver mindre med alderen. Han kommer tilmed ud af et år med OL og ingen pauser.

Det er naturligvis et stort problem for Ulrik Wilbek. Han mister en af sine absolut vigtigste spillere. Han ser en flanke åbne sig, hvor vi om et par år måske kan se Paris St. Germain med håndboldens måske største løncheck til Mikkel Hansen komme med samme ide. Igor Vori meldes på vej til brud med Kroatien (han spiller i Hamburg), men optræder stadig på landsholdet.
Og det er da også helt rigtigt, at sportens interne sammenhængskraft bliver udfordret: Især i håndbold gør slutrunderne spillerne til store stjerner, der trækker mange tilskuere og betyder store tv-kontrakter – også for klubberne. Hvis klubberne ikke bakker op, kommer hele motoren ud af takt.

Men sporten må indstille sig på, at presset er der. Og det vil blive øget. Forestil dig cheferne i Paris St. Germain, altså fodbold-delen, når Zlatan Ibrahimovic putter pas i inderlommen og benskinner plus støvler i tasken. Afsted til lidt fritidsarbejde for Erik Hamrén og Co. på det svenske landshold mod ivrige knoldesparkere fra Kasakhstan eller Lars Olsens gæve håbefulde fra Færøerne. Her har vi en medarbejder, som PSG betaler 105 mio. kr. til i årsløn, som sætter helbredet på spil i Borats hjemland halvvejs i Centralasien.

Eller Liverpools tanker om ofte skadede Daniel Agger på en ny kontrakt til flere hundrede mio. over perioden. Fristelsen til at presse spillerne er til at forstå, om end Agger-eksemplet næppe er voldsomt sandsynligt på kort bane, fordi Agger er så dedikeret landsholdsspiller, som han er og Liverpool er så ordentlig en klub. Præcis som Knudsen og Flensburg i øvrigt..

Man skal passe på med at være naiv. Hvor meget pressede Juventus for nylig Gianluigi Buffon før mødet med Danmark? Hvor meget pressede AGF Aaron Johansson, da han i oktober for første gang blev udtaget til det islandske landshold, men havde lidt knas med lysken? Problemstillingen var langt større for årtier siden, da kampene ikke var koordineret, og Jan Heintze måtte flygte ud af Beograd for at tilfredsstille PSV Eindhoven.

Det er helt naturligt. Det foregår hver eneste uge. Det usædvanlige i Flensburg-sagen er, at det er en betingelse i kontrakten og at det bliver offentligt kendt.

På den lidt længere bane vil især fodbolden skubbe på udviklingen. Pengene er så store i Champions League og de store ligaer, at landsholdsfodbolden vil tabe. Desværre på alle niveauer. Vi behøver bare at kigge herhjemme, hvor Danmark ikke engang halvvejs kunne fylde Parken til en VM-kval-kamp mod Tjekkiet og FC Nordsjælland – der ellers ikke er nogen publikumsmagnet – trak flere mod både Juventus og Chelsea. Havde det været FCK, havde Parken været fyldt.

Det er en udvikling, som har været i gang siden starten af 90erne og især er drevet af eksplosionen i Champions League-økonomien.

Ishockey-landsholdene kender det i den grad fra især de europæiske spillere i NHL, hvor klubberne nærmest har foragt for inferiøre små landshold langt væk på mærkelige baner.

Som Anders Dahl-Nielsen, tidl. landstræner og Flensburg-træner, sagde i denne uge: ”Spillerne har lov nogle gange at tænke med inderlommen lige så meget som med hjertet”.

Presset er der alle steder. Spørg bare Jan Pytlick, om klubberne er jublende lykkelige for alle træningssamlinger. Spørg Morten Olsen, der håber på landskampsterminer og respekt fra klubberne.

Forstå det rigtigt: Jeg bifalder ikke Flensburgs pres. Men jeg forstår det. Især med en spiller i Knudsens alder og situation. Jeg er egentlig mest overrasket over, at problemet ikke er større og vi først får ’skandalen’ nu

Løsningen ligger hos de forbund, der favner både klubber og landshold. De skal kunne undersøge en sag og have sanktionsmuligheder, hvis sammenhængskraften bliver udfordret.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann